Internationalt prisbelønnede arkitektfirmaer vinder design af ny udstilling til Det Grønne Museum

En visualisering af noget af den konceptidé, som JAC Studios og Heijmerink Wagemakers fremsendte og præsenterede som deres bud på den nye udstilling.

En visualisering af noget af den konceptidé, som JAC Studios og Heijmerink Wagemakers fremsendte og præsenterede som deres bud på den nye udstilling.

JAC STUDIOS og Heijmerink Wagemakers har vundet EU-udbud og arkitektkonkurrence om etableringen af den nye hovedudstilling til Det Grønne Museum på Djursland. Udstillingen ’Det Grønne Museums Danmarkshistorie’ dækker perioden fra 1950-2025 og vil koste 18 millioner at etablere.

Det Grønne Museum er Danmarks nationale museum for jagtens, skovens, landbrugets og madens kulturhistorie, og med den kommende udstilling kan museet styrke visionen om at gøre disse fire fagområder tilgængelige i en stor samlet fortælling for hele den danske befolkning.

Når udstillingen åbner i sommeren 2025 vil den fortælle historien fra nutiden og tilbage til tiden efter Anden Verdenskrig. I netop denne periode har netop de valg, vi har truffet i jagten på det bedste liv, haft store konsekvenser for vore omgivelser.

De sidste 75 års historie er derfor vigtig ballast at have med i arbejdet med at skabe en klimasikker og biodivers planet, der samtidig også skal kunne brødføde fremtidens generationer.

Ambitionen er at skabe en topmoderne og interaktiv udstilling, som kommer til at centrere sig om menneskets ageren i nogle af de mest skelsættende år for vores planet.

Tre fonde har muliggjort visioner

Takket være generøse fondsdonationer med 11 mio. kr. fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, 2 mio. kr. fra Augustinus Fonden og 100.000 kr. fra Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond blev det muligt at sende det store udstillingsprojekt i EU-udbud i foråret 2023. Arkitektfirmaer fra både ind- og udland bød på opgaven, men i den sidste runde var det et konsortium bestående af danske JAC STUDIOS og hollandske Heijmerink Wagemakers, der løb af med sejren.

– Vi glæder os stort til at arbejde sammen med dem om at skabe en meget vigtig udstilling. Med vinderforslaget får vi en æstetisk super smuk udstilling, hvor museets gæster kan gå på opdagelse i ikoniske genstande og gennem dem se, hvordan land, produktion og natur har ændret sig vildt i Danmark -bare i løbet af de sidste 75 år. Her bliver plads til, at besøgende i alle aldersgrupper kan finde inspiration, fordybe sig og ikke mindst se konsekvenserne af egen adfærd, siger Anne Bjerrekær, direktør for Det Grønne Museum.

Disse tanker harmonerer heldigvis fint med de tanker, som Johan Carlsson fra JAC Studios gjorde sig omkring deres bud på en ny udstilling.

– Vi er meget glade for at have fået muligheden at tegne og udforme Det Grønne Museums nye og visionære udstilling. Udstillingen skal være legende og seriøs på en og samme gang. Den skal være med til at engagere os og præge samtidens debat inden for stærke traditioner, der omhandler jagt, skov, landbrug og madkultur, fortæller Johan Carlsson, der fortsætter:

– Sammen med Det Grønne Museum ønsker vi at skabe en udstilling, hvor vi som gæster træder ind i et både poetisk og rationelt univers, som forfører og inspirerer os til at tænke på ressourceforbrug, natur, klima og ikke mindst på det fællesskab, som kan løfte opgaven om en bæredygtig fremtid.

Bæredygtige tanker

Vinderforslaget tilbyder en meget bæredygtig opbygning, hvor mange materialer genbruges og håndteres lokalt, samtidig med at det til fulde opfylder forventningerne til en moderne, interaktiv og fremtidssikret udstilling. Museet ønsker med udstillingen at kunne facilitere debatten blandt gæsterne, men også at kunne indgyde handlemod og tro på, at udfordringerne kan løses, hvis der handles nu.

Går alt efter planen, står den nye udstilling klar til at tage imod gæster i maj 2025.

Læs tidligere pressemeddelelse omkring denne udstilling her.

Læs mere om JAC Studios her

Læs mere om Heijmerink Wagemakers her