Levende lørdag

Den første lørdag i udvalgte måneder er der liv i alle krogene på Det Grønne Museum. Her holder vi nemlig Levende lørdag, hvor museets formidlere og frivillige fortæller historier, serverer smagsprøver og viser eksempler på gamle håndværk frem. Præcis hvad du kan opleve vil forandre sig over tiden, men her er et eksempel.

En ny indgang til udstillingerne

Oplev udstillingerne og historierne i og bag dem til Levende lørdag. Det kan fx være, at vores formidlere indbyder dig til en introduktion til udstillingen STORT – mennesker og skoven.

I udstillingerne vil du ofte kunne møde nogle af vores mange laug, der deler ud af erfaringer og historier fra deres liv med de gamle håndværk. Det kan fx være slagterlauget i slagteri-udstillingen, mejeristerne i mejeriudstillingen eller buelauget og kulsvierne i STORT – Mennesket og skoven. Og naturligvis besøgsværterne, der kan fortælle om deres arbejde med de mange maskiner i Besøgsmagasinet.

Liv i værkstederne

Udstillingerne er ikke det eneste sted, du vil kunne møde nogle af vores frivillige til Levende lørdag. De befolker også deres værksteder. Hører du fx motorstøj fra Traktorværkstedet, er det fordi, nogle af mekanikerne er i gang med at sætte liv i de gamle traktorer – mens de fortæller om dem.

Og duften fra Historisk Værksted? Det er fordi, vi er ved at tilberede en ret efter en historisk opskrift. Kig ind og smag på den!

Kig i kalenderen Det Sker – for det præcise program og kig forbi museet den første lørdag i måneden.