STORT - Mennesket og Skoven

’STORT – Mennsket og Skoven’ er Det Grønne Museum særudstilling om skoven, der tager dig med på en rejse i skovens Danmarkshistorie.

Oplev Danmarks største animere loft i særudstillingen STORT
oplev de store skovmaskiner i udstillingen STORT

STORT - Mennesket og Skoven

STORT – Mennesket og Skoven er en storslået og stemningsfuld rejse i skovens Danmarkshistorie, med de største fortællinger og mest betydningsfulde genstande.

Danmark er et skovland. Det er en realitet. Hvis vi mennesker ikke gør noget, vil mere end 95 % af landet vokse til med skov. Omkring år 1800 var skoven næsten udryddet. Det er også en realitet. Det var den på grund af menneskets overforbrug. Det skulle ændres, og det blev det.

Det krævede langsigtede planer, for træer tager tid, ofte mere end 100 år. Skov og landbrug blev skilt ad. Husdyrene måtte ikke være i skoven, nu skulle der produceres træ. Det blev gjort rationelt med træer af samme art og samme alder på store arealer; kvadratisk, praktisk og godt. I dag udgør skoven 14 %.

I lang tid var produktionen det, der talte. Men efterhånden mistede træet sin betydning som livsnødvendig ressource, og vi stillede nye krav. I dag skal skoven give mulighed for rekreation, bevare fortidsminder, producere rent grundvand, hjælpe mod klimaforandring og ikke mindst sikre en varieret biodiversitet. Og fremtidens behov bliver sikkert ikke mindre.

Derfor er emnet om mennesket og skoven STORT!

STORT – Mennesket og Skoven fortæller den historie i en række kapitler, der hver især tager udgangspunkt i de genstande, der har haft størst betydning for skovens historie. Du vil blandt andet opleve elghovedet, dronen, skovriderkasketten, modelskibene, motorsavene, uroksen fra Auning, kubikmeterklodsen og meget andet.

I midten er mekaniseringen kørt i stilling: De allerstørste skovmaskiner i vores samling tårner sig op under Danmarks største animerede loft: 800 kvm. skovhimmel, der i 15 minutters cyklusser viser et døgn i trækronerne med fuglesang, skovarbejde, tordenstorm og alt det andet liv i skoven.

Hele udstillingen fortæller historierne på en måde, der kan tale til hver enkelt gæst: lad dig overraske af de brølende kronhjorte og elge, mærk på skovens dyr, tegn din yndlingsskov eller dit eget skib, prøv kræfter med at stable en skovkubikmeter, test din træviden, mål i tommer og alen, som i gamle dage, prøv skovarbejderens sikkerhedsudstyr og mærk hvor tung motorsaven er, tag en elgfie, læs dig helt ned i detaljerne på din yndlinghistorie, klik dig gennem skovbrugernes meninger, gå ind i filmene eller lad dig benove af storheden i skoven og meget andet. Kort sagt: Der venter gæster i alle aldre en enestående museumoplevelse i STORT – Mennesket og Skoven.

KIG OGSÅ IND I VORES BASISUDSTILLINGER

De 8 faste udstillinger rummer historien om danskernes liv som bønder, om den teknologiske udvikling i landbruget, og om fødevarer og hvordan vores madkultur har udviklet sig gennem tiden.