Til bords med danske giganter
Nu bliver der mulighed for at afprøve en helt ny og anderledes kulturel sanse- og vidensoplevelse. For nu kan man opleve de eksklusive gourmetmiddage ’Til bords med’, hvor historien og maden i fællesskab vil beruse sanserne.
Museumsinspektør og madhistoriker Bettina Buhl fra Det Grønne Museum har sammensat menuerne, og til det første arrangement venter der en 4 retters historisk forkælelse, hvor man som gæst kommer til bords med H.C. Andersen.
H.C. Andersen (1805-1875) holdt af mad og drikke. Ofte berettes om gode og mindre gode middage i hans breve og dagbøger. I flere af hans eventyr nævnes desuden konkrete serveringer, såvel hos ”høj” som hos ”lav” i 1800-tallets danske samfund.
Bettina Buhl vil tage deltagerne tilbage til H. C. Andersens tid. Vi får serveret flere af de retter, som vi ved, den berømte digter har nydt. Vi skal møde digteren i hans fødeby Odense, og følge hans besøg blandt landets elite i storbyer og på flere berømte herregårde. Undervejs læses udvalgte relevante brudstykker op af de tekster, hvor hr. Andersen har skrevet om mad og måltider.
”Oplevelsen skal være unik, og derfor er serveringerne nøje udvalgte. De 4 serveringer med tilhørende ingredienser rummer spændende kulturhistorie – vi kommer omkring nogle af de store danske personligheder; og lærer mere omkring dem og ikke mindst deres forhold til datidens mad og råvarer. Jeg glæder mig over samarbejdet med kokkene i Den gamle Stald, og jeg vil gøre mit til, at kombinationen af dansk madhistorie og dansk gastronomi giver gæsterne en herlig aften”, forklarer Bettina Buhl.