Radsåmaskine
Helt op til engang i 1800-tallet var det normalt at kaste såsæden med håndkraft ud over marken når der skulle sås i foråret. Såsæden blev lagt i et sædeløb, en flettet kurv, der nemt kunne bæres rundt på marken med en rem over skulderen. Metoden var nem og hurtig. Men man mistede også meget såsæd på den måde, og man risikerede, at sæden blev sået enten for tæt eller for spredt.
I løbet af 1700 og 1800-tallet forsøgte man at konstruere maskiner, der kunne så sæden gradvist i lige rækker og i den rigtige dybde. Det var typisk de større bønder, adelen og de nye landbrugsselskaber, der skød op i hele Europa på det tidspunkt, der førte an. Blandt almindelige bønder og tjenestefolk har holdningerne til de nye maskiner nok været mere blandede. Der var nemlig mange traditioner og ritualer forbundet med såningen. Det var en hel kundskab opøvet gennem generationer. Sædemanden, der kastede såsæden ud over marken, har desuden været et yndet symbol og brugt som motiv i adskillige kunstværker.
I vores samling har vi et eksempel på en norsk radsåmaskine fra perioden omkring slutningen af 1700-tallet og starten af 1800-tallet. Den blev i 1902 overdraget til museet af den norske politiker Haakon Tveter (1844-1930) på vegne af Det Kgl. Selskab for Norges Vel, der var en pendant til Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab.
Der er tale om en såkaldt Lomsk såmaskine, opkaldt efter Lom området i Gudbrandsdalen. Sæden blev hældt op i kassen øverst hvorefter den gradvist løb ned i såløbene og nedfældet i rækker i jorden, hvorefter den bagerste rulle presse jorden sammen igen. Maskinen havde flere fordele over såning med håndkraft. Man sparede såsæd, plantede i lige rækker, hvilket gjorde lugning af ukrudt nemmere, og dybden kunne reguleres ved hjælp af den bagerste stang. Den var desuden tilpas let til, at den kunne trækkes af en enkelt hest.
Den Lomske såmaskine blev udbredt i dele af Norge. I Danmark forblev såning med håndkraft dog normal indtil de fabriksfremstillede såmaskiner gjorde sit indtog fra sidst i 1800-tallet. I 1902 var den norske model allerede forældet. I løbet af det 20. århundrede blev såmaskinerne stadig større og mere effektive. Men den store traktordrevne såmaskine opnåede dog ikke den samme ikoniske status som sædemanden. I dag er landmænd i stand til at så utroligt præcis med hjælp fra IT-teknologi. Den kundskab og viden, der skal til for at så har således ændret sig markant gennem de sidste 200 år.
En rekonstruktion af såmaskinen kan ses i brug her: https://www.youtube.com/watch?v=6UU88WjZ5Mo
Om vores genstande
Det Grønne Museum har omkring 77.000 genstande i vores samling, der dækker både landbrugets, skovens, jagtens og madens historie. Kun en lille del af vores samling er udstillet på museet. Resten af genstandene er opmagasineret så også fremtidige generationer kan få et indblik i vores fælles kulturarv.