Skovarbejderskur

Skovarbejderskuret er en af museets betydningsfulde genstande. Det fortæller en vigtig historie om skovarbejdernes arbejdsvilkår for ca. 100 år siden. Samtidig bliver vi præsenteret for navnene på to af de skovarbejdere, der har brugt skuret, nemlig Børge og Verner.

Det bærbare skovarbejderskur, eller spisehuset, som det også kaldtes, er et tomandsskur af træ, uden gulv eller opvarmning, som blev anvendt på midtjyske skovdistrikter indtil ca. 1970.  Skovarbejderskuret er en del af museets samlinger. Vi kender navnene på to af de skovarbejdere, der har brugt skuret. Det er Børge og Verner, som har ridset deres navne over siddepladserne. Men det er alt vi kender til dem.

Det bærbare skur er den fysiske genstand i museets samlinger, der først viser, at der sker en forbedring af skovarbejdernes arbejdsforhold i starten af 1900-tallet. I dag synes vi, at det bærbare skovarbejderskur er primitivt. Alligevel er det ikke svært at forestille sig, at indførelsen af skovarbejderskure var et stort fremskridt for skovarbejderne i forhold til at sidde udenfor i skovbunden eller på en træstamme i alt slags vejr og spise en madpakke, der til tider var frossen.

Det var først med en overenskomst i 1919, for ca. 100 år siden, at det blev aftalt, at der skulle være et tørt sted til skovarbejderne om vinteren, hvor de kunne holde pause. Det var en fordel med lette skure, så de første modeller kunne enten skilles ad og transporteres på en trillebør eller bæres af to skovarbejdere med bærestænger.

Billeder

Overblik

Klassetrin: Indskoling/mellemtrin

Fag: Dansk, historie

Indhold/Tags: Skovarbejderskur, skovarbejdere, arbejdsforhold, mellemtrin, Det Grønne Museum

Dagens ideforslag: Skriv den dialog, som Børge og Verner har i frokostpausen

Links: Hvis du vil vide mere om, hvilke uddannelser der kan give dig mulighed for at arbejde i en skov? Så start f.eks. med at følge linket til Skoven i Skolen https://www.skoven-i-skolen.dk/content/uddannelser-i-skovbruget