Efterårsferie i skovens og jagtens tegn – pressemeddelelse

Der skydes på vores buebane

Kom og prøv kræfter med bueskydning på vores nye indendørs buebane.

Uanset om du er barn eller voksen, så er der masser af spændende muligheder på Det Grønne Museum i efterårsferien. I år er fokus på jagten, når gæsterne inviteres indenfor til genåbningen af udstillingen STORT.

LÆS HELE PROGRAMMET – TRYK HER

Den populære udstilling ’STORT – mennesket og skoven’ genåbner lørdag d. 15. oktober i nye lokaler og med en ny indendørs buebane; der vil være åben i efterårsferien.

Men det er blot et af flere spændende tiltag i en efterårsferie, der foregår i museets flotte og meditative ’indendørs skov’ – som vil være fyldt med spændende viden og oplevelser omkring jagten, der kan opleves og nydes af både børn og voksne.

10.000 år med jagt

Hele tre gange hver eneste dag i efterårsferien vil det være muligt at komme med på en fascinerende tidsrejse igennem jagthistorien. For via 10 udvalgte genstande vil en af museets jagteksperter tage gæsterne ’i hånden’ og lede dem igennem en 20 minutter lang fortælleoplevelse omkring 10.000 års vild jagthistorie. Disse 10 fantastiske ting, som museets ansatte har fundet frem fra arkiver og magasiner, kaster hver især deres helt unikke og særlige lys på jagthistorien.

Det vil også være muligt at lære mere om røgningens ædle kunst og historie, når museet disker op med en lækker røget vildtpølse, som besøgende får mulighed for at smage.

Derudover kan man også deltage i en quiz omkring jagt i efterårsferien; og hvem ved, måske også blive den heldige vinder af en præmie fra museets butik.

Aktivitetspakke

Den måske største attraktion i efterårsferien på Det Grønne Museum vil formentlig blive museets aktivitetspakke. For den beskedne sum af 40 kroner kan man købe en rigtig pil. Med den pil bliver det også muligt at deltage i pileværkstedet, hvor man kan dekorere og mærke sin egen pil med et selvvalgt mønster, som gør pilen helt unik. Herefter kan man tage pilen med sig hen til den nye indendørs buebane og prøve at skyde og se, om man kan ramme en hjort med bue og pil. Pilen får man selvfølgelig med sig hjem bagefter.

En pil dekoreres

I efterårsferien kan man creste sin egten pil.

STORT version 2.0

Det er også i efterårsferien, at museet genåbner udstillingen STORT. Udstillingen har holdt flyttedag og står nu i nye lokaler. Og i den forbindelse er der også sket en optimering af udstillingen, som nu har nogle helt nye genstande med og dermed også ny viden og nye fortællinger.

Men publikumsfavoritten, den flotte indendørs skovhimmel, er stadig den største del af udstillingen og kan nydes med både øjne og ører – og nu endda mens man er klædt som skovarbejder.

Oplev to museer for et museums pris

Det Grønne Museum har fælles billetsalg med nabomuseet Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum. Det betyder, at du som gæst får adgang til begge museer, når du har købt adgangsbillet. Det koster stadig kun 120,- at komme ind på de to museer for voksne, og unge under 18 år har gratis adgang. Begge museer har åbent alle dage i efterårsferien fra 10 til 17.