Danmark er et skovland. Det er en realitet. Hvis vi mennesker ikke gør noget, vil mere end 95 % af landet vokse til med skov. Omkring år 1800 var skoven næsten udryddet, på grund af menneskets overforbrug. Det er også en realitet. Det skulle ændres, og det blev det. I dag udgør skoven 14 %, og Folketinget besluttede i 1989 at skovarealet i år 2100 skal være på 20-25%.
Efter istidens ophør indvandrede dyr, mennesker og skov til det område, som vi i dag kalder Danmark. Stort set hele landet ville i dag være dækket af urskov, hvis vi ikke havde gjort noget. Men vi har gjort noget, og de sidste par tusinde år har der ikke været urørt skov i Danmark. Vi har udnyttet skovens ressourcer og i stigende omfang ændret dens sammensætning for at tilgodese vores behov. Den skov vi ser nu, er således en konstruktion.
Skovene er lige så konstruerede som landbrugslandet og byområderne. Vi siger, at vi går ud i naturen, når vi går i skoven. Det gør vi også, men det er den menneskeskabte natur, ikke den naturlige natur. Den ville se anderledes ud.
Fra midten af 1700-tallet blev der lagt omfattende planer for skovenes drift og benyttelse. Det skyldtes, at skovarealet var nede på 3 % pga. overudnyttelse. Fremmede træarter blev indført, træer blev stillet på række, nye arealer blev tilplantet. Der skulle sikres træ til det danske folk. Siden er der kommet andre formål til. Skovene skal også bevare fortidsminder og give mulighed for rekreation. Skovene spiller en stor rolle i forhold til biodiversiteten, og derudover skal den fungere som en del af løsningen på tidens klimaudfordringer.