Museets gæster såede en to fodboldbaner stor skov

To gæster ved at så træfrø

To gæster er igang med at så nogle af de 500+ træfrø, som blev sået i løbet af vinterferien.

I løbet af vinterferien var der masser af glade gæster, i alle aldre, der deltog i de mange gratis aktiviteter ved Det Grønne Museum, og som var med til at skabe en god start på museets 2023 sæson.

Med fokus på skoven og træ som materiale var der budt op til en stor indendørs skovoplevelse ved og omkring museets stemningsfyldte udstilling ’STORT – Mennesket og Skoven’.

Den nyeste tilføjelse til udstillingen, lynæsjollen Afrodite, blev både undersøgt og indtaget, idet mange begejstrede gæster i løbet af ugen kravlede op i den flotte jolle, som vi har lånt af Limfjordsmuseet.

Derudover blev der selvfølgelig også savet med tomandssav, bygget med store træklodser, løst skovquizzer og meget andet, som alt sammen relaterer til ’Mennesket og Skoven’.

Men det nok mest glædelige for museet var, at over 500 besøgende såede deres eget træfrø på museet, som de bagefter fik med hjem til at passe og pleje, og forhåbentlig til sidst plante ud i f.eks. egen have.

For 500 træer kan svare til ca. to fodboldbaner (en hektar) skov, som museets gæster har været med til at så – når de små frø en gang har vokset sig store og stærke og omkring 25 meter høje.

For hvis man kigger på de tal, som Forskningscentret for Skov- og Landskab har offentliggjort, i forbindelse med nogle af deres 400 langsigtede skovforsøg, så fremgår det, at ved for eksempel plantning af Rødgran (et af de fire træer man kunne så ved Det Grønne Museum i vinterferien), så består en hektar rødgran, hvor træerne er ca. 25-30 meter høje, af ca. 400 træer (Kilde: https://www.skoven-i-skolen.dk/content/skovdyrkning).

Gratis årskort til de betalende gæster

Hele vinterferien var der en gratis opgradering af den købte dagsbillet til et årskort for museets besøgende. Et tilbud som glædede de mange gæster, men som også glæder museet medarbejdere, da det forhåbentlig betyder, at mange får mulighed for at besøge museet og opleve de mange udstillinger indendørs og ikke mindst udendørs, hvor de skiftende årstider er med til at gøre hvert enkelt besøg helt unikt.

”På Det Grønne Museum tilbyder vi et væld af udstillinger, oplevelser og perspektiver. Faktisk dækker vores indendørs og udendørs udstillingsområde henholdsvis 6000 m2 og 60.000 m2, hvilket svarer til ca. 10 fodboldbaner – langt mere end man kan gå i dybden med på én dag. Vi ønsker med den gratis opgradering af entrebilletten til et årskort, at flere får mulighed for at vende tilbage og opleve museets mange tilbud over hele året”, fortæller Anne Bjerrekær, direktør på Det Grønne Museum.

Dette gode tilbud har man stadig mulighed for at udnytte, for det gælder i hele februar. Så fik du ikke besøgt os i vinterferien, så er den gratis opgradering af den købte entrebillet en god grund til at kigge forbi i løbet af februar – og dermed sikre dig adgang til vores mange spændende aktiviteter og interessante udstillinger resten af året.