Allan, Almar og Amund indtager Det Grønne Museum

Tre nye gedekid.

De tre nye gedekig Allan, Almar og Amund har indtaget Det Grønne Museum.

En af de ting som altid ligger fast er, at når det bliver forår, så titter de nye dyreunger frem fra mørket.

Årets første dyreunger her på Det Grønne Museum blev i år 3 gedekid. De er museets nyeste ’tilføjelse’ og er af racen ’Dansk Landraceged’, og har fået navnene Allan, Almar og Amund

De kan allerede nu opleves, hvis man besøger museet – da de er inde i den røde lade bag ved Polakhuset – her huserer de sammen med blandt andet kaniner og får; og udenfor er der også mulighed for at opleve både køer, grise og høns.

 

Kort om racen ’Dansk Landraceged’

Både han og hunkøn har hageskæg og horn. Hornene bliver ret store og de buer bagud med nogle spidser som er let udadrettede; men der findes dog også hornløse dyr.

Det er almindeligt, at der er halstitter (små bruskklapper på halsen).

En voksen buk vejer omkring 70-90 kilo og er 85-95 centimeter høj. Hunnen vejer ca. 50-60 kilo og er 75-80 centimeter høj.

Den danske landraceged er en malkeged af middelstørrelse og har en tæt, og forholdsvis langhåret pels. Den kan findes i 7 forskellige farvevarianter.