Oplev Levende Lørdag i Badehotellets ånd

Mejeristlauget serverer smagsprøver på museet.

Der er masser af frivillige til levende lørdag, hvor hele ti af museets laug møder op og viser deres færdigheder.

Lørdag d. 2. november byder Det Grønne Museum på årets sidste Levende Lørdag, og denne gang rejser vi tilbage til 1920’erne og 1930’erne, en tid præget af elegance og kulinariske nydelser, som det kendes fra TV2-serien ‘Badehotellet’.

Men Badehotellets epoke i TV-serien går også op igennem anden verdenskrig og efterkrigstiden, en periode som man også kan opleve på museet. Fra kl. 11:00 til 15:00 kan du opleve en dag fyldt med traditionelle smagsprøver, håndværk og fortællinger, der vækker fortidens Danmark til live.

Smagen af Badehotellet
Bettina Buhl, vores museumsinspektør, vil, tre gange i løbet af dagen give et spændende oplæg om den mad, der blev serveret på det fiktive badehotel. Her kan du få indsigt i historiske opskrifter og madkultur fra tiden. Museets ansatte vil i Historisk Værksted præsentere friskbagt brød, der suppleres med diverse smagsprøver som æbleflæsk i Madens Hus og forskellige oste, herunder den traditionelle knapost og vores mejeristlaugs Havarti, kendt for sin cremede tekstur og milde smag.

Interaktive håndværk og frivillige fortællinger
Udover de kulinariske oplevelser, kan du blandt andet møde de frivillige i smedjen, på traktorværkstedet, og mange andre steder. Biavlerlauget, slagterlauget, og mejeristlauget deler alle generøst ud af deres viden og lader gæsterne prøve kræfter med alt fra rebslagning med Karle- og Pigelauget til smagsprøver på kærnemælk og friskkærnet smør.

Start på Julebryg
Passende til årstiden starter Bryggerlauget også julebrygget op og tilbyder smagsprøver af deres efterårsbryg, perfekt til at varme sig på en kølig novemberdag.

Denne Levende Lørdag er en unik chance for at træde ind i en verden af historisk rigdom og kulturelle skatte. Kom og deltag i en dag, hvor historien ikke blot fortælles – den smages, føles og opleves!

Program – fra 11.00 – 15.00
Madens Hus
Madhistoriker Bettina Buhl fortæller om maden på Badehotellet kl. 11, 13 og 14
Slagterlauget laver æbleflæsk og byder på smagsprøve
Bryggerlauget starter på julebrygget op og byder på smagsprøve af efterårsbrygget
Madlauget laver Suppe Jardiniere og byder på smagsprøve

Historisk Værksted
Museets ansatte bager Emmerbrød og byder på smagsprøve
Mejeristlauget byder på smagsprøver af forskellige oste, friskkærnet smør og kærnemælk
Karle- og Pigelauget lader gæsterne prøve rebslagning

STORT
Mød Skovlauget og hør deres fortællinger om en hverdag med skoven som arbejdsplads

Besøgsmagasinet
Mød besøgsværterne i vores magasin

Traktorværkstedet
Besøg vores frivillige i traktorværkstedet og se dem arbejde på de gamle maskiner

Smedjen
Oplev smedene og se hvordan de arbejder med det varme jern

Endelig vil biavlerlauget også være til stede på dagen, men det er først på dagen, det bliver besluttet, hvor de er.