En helt særlig julegave til skolebørnene

Besøg til Alletiders Jul

En masse glade børn besøger Det Grønne Museum i forbindelse med Alletiders Jul.

Nu hvor julen nærmer sig, har Det Grønne Museums undervisningsafdeling fundet julehumøret frem, og lavet en virkelig flot julegave til skoler og institutioner.

For fra den 22. november til den 16. december kan de komme gratis på museum og på egen hånd opleve den digitale juleudstilling ’Alletiders Jul’.

Tag på en gratis juletur, der gennem inden- og udendørs lydfortællinger fører jer gennem julens spændende danske kulturhistorie. Turen starter i museets juleudstilling, ’Alletiders Jul’, der viser hvordan traditionerne i forhold til mad, pynt, gaver, tro og folketro langsomt udvikler sig til den jul, vi kender i dag. Dernæst fortsætter turen med en digital fortælling ved julekålen i den historiske have, og endelig afsluttes den ved landbrugsdyrene og gårdnissen i laden.

Praktisk: Turen rundt er på egen hånd, inkl. besøg ved dyrene i stalden, hvor lærere og pædagoger følger med og har ansvaret for deres egen gruppe. Tidsforbruget er ca. 1 time.

Vil man udvide dagen, kan man for 400 kr. (for hele klassen) tilkøbe et ekstra skud julehygge med risengrød, saftevand og julens bedste historier fra formidlerne, der også svarer på alle de spørgsmål, der måtte opstå undervejs på juleturen. Her skal forventeligt sættes 2 timer af til turen samt julehygge med risengrød.

Men vi er så meget mere! I er selvfølgelig velkomne til at bruge al den tid I vil på Det Grønne Museum i forbindelse med besøget, og selv gå rundt i alle vores udstillinger, ligesom den udendørs legeplads altid er åben.

Der er også gode muligheder for at sidde i vores julepyntede madpakkeområde og nyde madpakken – inden den spændende og lærerige dag fortsætter rundt omkring på og uden for museet.

Booking: Det gratis tilbud behøver man ikke booke. Man kan bare møde op og opleve den stemningsfyldte juletur fra tirsdag – fredag i tidsrummet 10-15.

Det udvidede tilbud med juletur efterfulgt af risengrød og julens bedste fortællinger kan opleves mandag-fredag i tidsrummet 9-15, og det skal bookes på enten tlf. 86 48 34 44 eller e-mail.