Oplevelser i sommerferien på Det Grønne Museum

OBS! Nedenstående program var vores sommeraktiviteter for 2023 – årets aktiviteter vil blive lagt ind og siden opdateret, så snart programmet er fastlagt.

Sommerferieaktiviteter for børn og voksne

Vi har pakket sommeren med gode oplevelser for alle aldre og sørget for plads til sommerferieaktiviteter for både børn og voksne, store armbevægelser og rolig fordybelse på vores store udeområder på Det Grønne Museum ved Gammel Estrup.

Det, forhåbentlig, gode sommervejr giver en helt fantastisk mulighed for at nyde vores udstilling “Den landbrugsbotaniske have”, hvor vi har over 400 forskellige slags æbletræer, 80 forskellige typer rabarber, forskellige slags kål, bælgfrugter, bær, køkkenurter, sommerblomster og meget mere.

Hele året rundt er denne levende udstilling (og bevaringscenter) en helt fantastisk oplevelse, da vejret og årstiderne sørger for, at det er noget helt nyt man ser, hver gang man besøger udstillingen.

Oplevelser i sommerferien for hele familien

Sommeren er den oplagte årstid til at gå rundt og besøge vores gamle danske racer af brugsdyr og lære om dem. Vores brugsdyr findes i næsten alle størrelser, fra de mindste honningbier til de store køer.

Hvis det er en regnvejrsdag eller der blot kommer en lille byge, så er vores 6000 m2 indendørsudstillinger selvfølgelig også åbne – og her lokker vi med både udstillinger om forædling, bondesamfundet og vores store indendørs skov – i udstillingen STORT.

Men denne sommer tilbyder vi også muligheden for at blive landarbejder for en dag.

 

DET FULDE PROGRAM MED OPLEVELSER I SOMMERFERIEN 2023 FINDER DU HERUNDER.

 

Sommerferieprogrammet gælder fra lørdag 24. juni til søndag 13. august.

Vi har åben hver dag hen over sommeren fra 10 – 17. Prisen er 140 kr. for voksne og gratis for unge u. 18 år, og alle sommeraktiviteter er gratis, når man har betalt for entré.

Billetten giver også adgang til Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum.

Dreng løfter spande med kartofler.

SOMMERFERIEAKTIVITETER HVER DAG

Sommerferie med masser af aktiviteter for hele familien på Det Grønne Museum

BLIV LANDARBEJDER FOR EN DAG

Kl. 10 – 17 / Landarbejder for en dag / Gratis.

Skal du holde sommerferie med børnene hjemme i Danmark, så læg gerne vejen forbi Det Grønne Museum, hvor vi har masser af sommerferieaktiviteter for børn, og som de voksne også sagtens kan være med på.

I sommerferien kan du følge i familien Haladin’s fodspor, og gå på opdagelse i livet som polsk landarbejder. Aktivitetsturen starter i et nyanlagt landarbejdermiljø i børnehøjde – med plads til hele familien.

Et landarbejderhus, inspireret af Polakhuset, der er omgivet af en køkkenhave med grøntsager og en mark, hvor der arbejdes med roer og kartofler – og naturligvis høns i baghaven.

Find ud af hvem der boede i Polakhuset i 1916, mærk hvor meget en uges kartoffelløn vejer, smag rødbedesuppe lavet efter polsk opskrift, hør om hvorfor polakhuset er bygget af mursten og ikke af træ –  og fremstil til slut din egen minimursten og stempel den med logo.

Denne interessante og lærerige oplevelsespakke, der kan tage alt fra 30 minutter til 3 timer, afhængig af hvor meget man vil gå i dybden med historien og aktiviteterne, er gratis for hele familien, når entrebilletten til de to museer er betalt.

Som noget nyt er årets sommerferieaktiviteter også oversat til engelsk, så museets udenlandske gæster også kan få hele oplevelsen med.

Polakhusets ene lejlighed

POLAKHUSET

Kl. 10 – 17 / Polakhuset / Gratis.

I 1916 flyttede den polske Haladin-familie ind i Polakhuset ved herregården Gl. Estrup som landarbejdere. Familien bestod af far, mor og 6 børn, og de gjorde, hvad titusindvis af polakker hvert år havde gjort siden den sidste del af 1800-tallet. De rejste frem og tilbage mellem Danmark og Polen som sæsonarbejdere i landbruget.

Men for de polske sæsonarbejdere gik rejsen til Danmark i 1916 gennem et krigshærget Europa. For 1. verdenskrig (1914-1918) var på sit højeste, og da årets sæsonarbejde sluttede, kunne de ikke tage hjem. Mange valgte at tage langtidskontrakter, og blev i Danmark – også efter krigens afslutning.

Familien Haladin boede ikke alene, men delte et landarbejderhus med 9 unge, polske kvinder. Huset blev opført på Gl. Estrup i 1909, og var beregnet til at huse de polske sæsonarbejdere. Polakhuset er i dag en del af Det Grønne Museum, og er bevaret stort set som det stod dengang, Haladin-familien flyttede ind.

Himmel over STORT

OPLEVELSER I SOMMERFERIEN FOR ALLE

Kl. 10 – 17 / Over hele museet / Gratis.

For blot at nævne nogle af museets mange faste tilbud, så kan du også i sommerferien gå på opdagelse i udstillingen STORT – mennesket og skoven, nyde maskinerne i Besøgsmagasinet, besøge dyrene eller smage på den historiske køkkenhave, der bugner og spreder lyksalige og afslappende farver og dufte for tiden.

Hvis du gerne vil dykke ned i den spændende historie og meget aktuelle udstilling omkring forædling af vores afgrøder, så kan du tage et fascinerende besøg i udstillingen ‘Guldkorn’, hvor det ikke kun er historien om forædling der fortælles, men der er også førende eksperters tanker og bud på fremtiden og de komplekse valg, vi står overfor i denne tid.

Tag pausen med ungerne på vores store udendørs legeplads med en is fra museumsbutikken – eller måske en frokost på restauranten Den Gamle Stald?

Du kan selvfølgelig også tage mad med hjemmefra og sidde og nyde den enten indenfor eller udendørs afhængig af stemning og vejr.

Udover legepladsen udenfor, så råder museet også over et legeområde indenfor, så når der er brug for et lille ‘frikvarter’ i den spændende læring, så kan kroppen og fantasien få frit løb i dejlig leg, uanset om vejret er til at være indendørs eller udendørs. Holder du sommerferie med børn i Danmark i år, så er der god grund til at tage på et lærerigt besøg hos Det Grønne Museum.

SOMMERFERIEAKTIVITETER PÅ UDVALGTE DAGE

Madlauget laver kartoffelklatkager med gæsterne i Madens Hus.

SMAGSPRØVER I MADENS HUS

Mandage / kl. 14 – 16 / Smagsprøver i Madens Hus / Gratis.

Vores sommerferieaktiviteter byder også på noget for smagsløgene. Det kan du opleve, når museet serverer smagsprøver i form af f.eks. selvlavede kartoffelklatkager i Madens Hus på udvalgte dage.

Den levende kulturarv er vores gamle danske sorter og racer af både dyr og planter. Inden – eller efter – du sætter tænderne i dem, kan du ved selvsyn opleve dem rundt på hele museet.

Se hvornår du kan smage på historien i Madens Hus ved at klikke her. Kalenderen bliver løbende opdateret med flere dage med aktiviteter i sommerferien.

Traktorværkstedet udendørs

LEVENDE MUSEUM

Næsten hver dag / Mød de frivillige  / Gratis.

De vedligeholder og reparerer museets traktorer og øvrige køretøjer på traktorværkstedet. De smeder, ordner marker, passer bier, fortæller historier i besøgsmagasinet.

De kærner smør, laver oste og brygger øl. De slagter og laver buer og massevis af andre sysler på Det Grønne Museum.

Det er naturligvis vores dygtige frivillige, som du kan møde næsten hver dag hele sommeren, når du tager del i vores mange lærerige sommerferieaktiviteter.

Se hvem, du kan møde, og hvornår du kan møde dem i kalenderen her. Kalenderen bliver løbende opdateret med flere dage med aktiviteter i sommerferien.

PRAKTISK INFORMATION FORUD FOR DIT BESØG I SOMMERFERIEN

Det Grønne Museum har åbent hver dag i sommerferien fra kl. 10 – 17.

En dagsbillet for voksne koster 140 kr. – og giver adgang til både Det Grønne Museum og Gammel Estrup – Danmarks Herregårdsmuseum, der ligger på samme område.

Der er GRATIS adgang for unge u. 18 år.

Når du besøger museet kan du ombytte din billet samme dag til et årskort for KUN 110 kr. Læs mere om de forskellige billettyper og muligheder her.

På museet har vi masser af udendørs og indendørs områder, hvor du kan spise din madpakke. Du kan også lægge vejen forbi restauranten Den Gamle Stald.

Kør på traktor indendørs