Hvordan ligger landet? Ny foredragsrække sætter fokus på landets fortid, nutid og fremtid

En mand arbejder i et mejeri

Oplev foredraget “Fra lursmør til klimagris” og hør Hvordan ligger landet i forhold til fællesskab og ansvar i dansk landbrug?

Hvordan står det egentlig til med landet – det, vi lever i, lever af og former vores hverdag? Over foråret inviterer Det Grønne Museum til en ny foredragsrække, der med viden, historiske perspektiver og aktuelle problemstillinger stiller skarpt på netop dét spørgsmål.

Foredragsrækken har fået titlen Hvordan ligger landet? – et spørgsmål, der både peger på den aktuelle situation og på det helt konkrete land: landskaberne, landbruget, naturen og de fællesskaber, der gennem generationer har formet Danmark. Som nationalt museum for jagt, skov, landbrug og madens kulturhistorie arbejder Det Grønne Museum netop med de historier, der udspiller sig uden for byerne, men som har afgørende betydning for hele samfundet.

I foredragsrækken undersøges landet som både virkelighed og forestilling. Gennem fakta og fortællinger udfoldes de store linjer i landets udvikling – fra landsbyernes rolle og fællesskabernes betydning til landbrugets organisering og de erhverv, der er forsvundet, men stadig præger den offentlige debat. Foredragene tager afsæt i forskning, kulturhistorie og konkrete eksempler og lægger op til refleksion og dialog.

Foredragene holdes af både forskere og museets egne fagfolk. Publikum kan blandt andet opleve Kasper Friis Bavnbæk fra Syddansk Universitet, der forsker i landsbyer og landdistrikternes udvikling, samt museumsinspektørerne Esben Bøgh Sørensen og Rune Clausen fra Det Grønne Museum, som bidrager med kulturhistoriske perspektiver på henholdsvis landbrugets andelsbevægelse og minkens rolle i dansk erhvervs- og landbrugshistorie.

De tre første foredrag i rækken belyser spørgsmålet hvordan ligger landet? fra forskellige vinkler. Publikum kan blandt andet opleve et foredrag om landsbyernes fremtid og de udfordringer og muligheder, der præger landdistrikterne i dag. Et andet foredrag tager fat på landbrugets andelsbevægelse og følger dens udvikling fra 1800-tallets fælles initiativer til nutidens klima- og naturudfordringer. Endelig sættes der fokus på minkens særlige plads i dansk landbrugs- og erhvervshistorie – før, under og efter den dramatiske nedlukning i 2020.

Foredragene kan opleves enkeltvis og kombinerer faglige oplæg med tid til spørgsmål og debat. På foredragsaftenerne holder museet desuden aftenåbent i udstillingerne Under Solen og STORT, så besøget kan kombineres med en tur rundt i museets fortællinger om jagt, skov, landbrug og madens historie.

Foredragsrækken Hvordan ligger landet? henvender sig til alle med interesse for landets udvikling, kulturhistorie og aktuelle samfundsspørgsmål – uanset om man bor på landet eller i byen.

👉 Læs mere om foredragene, se programmet og køb billet her.