Det Grønne Museum og Gammel Estrup markerer sæsonåbning med gratis årskort

Billede fra luften af Det Grønne Museum og Gammel Estrup

I hele februar måned får man automatisk en gratis opgradering til et årskort til begge museer, når man køber almindelig voksenbillet til begge museer til en samlet pris af 160 kr. Børn under 18 år har altid gratis adgang. Tilbuddet forudsætter personligt fremmøde i billetsalget. Et årskort koster normalt 280 kr.

Når Det Grønne Museum og Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum åbner lørdag den 7. februar, er det med et rigtig godt tilbud. Alle, der køber almindelig adgang i februar måned, får nemlig automatisk et årskort til begge museer.

De to museer håber, at de gratis årskort, vil anspore lokalbefolkningen til at kigge forbi i februar og bruge museerne hyppigt året rundt.

To museer for ét museums pris

Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum og Det Grønne Museum ligger lige ved siden af hinanden på et stort, naturskønt område, og museerne byder på en række permanente udstillinger om landbrug, skov, jagt og mad samt unikke historiske interiører og haver for både herskab og tjenestefolk.

Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum har gennem de sidste tyve år istandsat stuer og sale på herregården Gammel Estrup, og i sommeren 2026 suppleres de helstøbte interiører med lydfortællinger om de mennesker, der levede på herregården – fra høj til lav og fra kælder til kvist. Desuden byder museet på børneaktiviteter i alle skoleferier, foredrag og koncerter samt store arrangementer som 1700-talsfestival, Allehelgensaften og Jul for herskab og tjenestefolk.

Ved Det Grønne Museum kan gæsterne blandt andet opleve udstillingen Under Solen, der fortæller historien om danskernes jagt på det gode liv gennem de seneste 80 år. Med afsæt i museets fire fagområder – jagt, skov, landbrug og mad – sættes der fokus på de valg, der har præget hverdagen fra efterkrigstiden og frem til i dag, og på hvordan de har sat spor i natur og landskab. Museet rummer ti udstillinger og byder året rundt på familie- og børnevenlige aktiviteter i alle skoleferier, samt aktiviteter og arrangementer med museets frivillige samt et julemarked med mere end 60 boder med mad, håndværk og gode tilbud.

Februartilbud

I hele februar måned får man automatisk en gratis opgradering til et årskort til begge museer, når man køber almindelig voksenbillet til begge museer til en samlet pris af 160 kr. Børn under 18 år har altid gratis adgang. Tilbuddet forudsætter personligt fremmøde i billetsalget. Et årskort koster normalt 280 kr.