Villemoes Kunstgødningsspreder

Opfindelsen af den industrielt fremstillede kunstgødning i starten af 1900-tallet revolutionerede landbruget. Kunstgødningen gjorde det muligt at producere stadig større mængder mad til en voksende befolkning verden over. I Danmark steg forbruget af kunstgødning særligt efter Anden Verdenskrig fra 79 millioner kg. i 1945 til hele 478 millioner kg. i 1970. Det voksende forbrug af kunstgødning afstedkom dog efterhånden også en øget opmærksomhed på de medfølgende problemer for miljø og – senere hen – klima.

Figur – Udviklingen i det samlede forbrug af kunstgødning i mio. kg.

I Danmark importerede vi kunstgødning som eksempelvis kalksalpeter fra Tyskland og særligt fra Norge under navnet ”Norgesalpeter”. Med den nye kunstgødning fulgte også nye redskaber og maskiner. Helt op til Anden Verdenskrig nøjedes mange landbrugere dog med, at sprede kunstgødningen på marken fra en vogn ved hjælp af små skovle fremstillet til netop dette formål.

Der blev fra starten af 1920erne lavet adskillige forsøg med mekaniske kunstgødningsspredere, som viste, at de var langt mere effektive end spredning med skovl. Mange af de første kunstgødningsspredere, eksempelvis de såkaldte kædespredere, var dog både dyre og krævede stor vedligeholdelse. Ofte klumpede gødningen sammen og maskinens kæde og bund måtte renses. Derfor fortsatte brugen af spredeskovlen i nogen tid endnu.

Villemoes sprederen

I 1930erne begyndte nye, bedre, lettere og billigere kunstgødningsspredere, at vinde indpas blandt danske bønder. I vores samling har vi en af de spredere, der i lang tid var populær blandt danske bønder, nemlig den såkaldte Villemoes.

I modsætning til de andre typer spredere, der eksempelvis brugte kæder eller valse til at sprede kunstgødningen, var Villemoes en såkaldt tallerkenspreder. Den fungerede sådan, at tallerknerne førte kunstgødningen ud af gødningsbeholderen gennem åbninger i bagvæggen, hvorefter gødningen fordeltes ved hjælp af en roterende aksel over tallerkenerne.

Der hældes, hvad der ligner, Urea i gødningsbeholderen på en Vilmo spreder. Urea er en kunstgødning med et højt indhold af kvælstof. Billedet er formentlig fra 1970erne. Foto: Bror Bernild.

Den model, vi har i museets samling er fra 1950erne og er en forbedret version af den tidligere Villemoes spreder fra omkring 1929. Der er tale om en model 565 med 10 tallerkner og 3,8 meters arbejdsbredde. I modsætning til de tidligere hestetrukne modeller kunne denne model bugseres af en traktor, hvilket var en fordel da omkring 51% af alle landbrusejendomme havde traktor i 1960, og da en del af spredningen af kunstgødningen desuden blev udført af maskinstationer.

Henholdsvis tallerken- og spredeakslerne arbejdede uafhængigt af hinanden og var delt på midten således, at de trækkes med kæde fra hvert kørehjul. Gødningsbeholderen var placeret foran kørehjulene og spredningen foregik derfor fremad mod traktoren, hvilket havde den fordel, at føreren kunne holde øje med eventuelle tilstopninger i maskinen. En anden fordel var, at der bag gødningskassen var placeret en platform til medtagning af ekstra gødningssække. Endvidere kunne sprederen indstilles til transport ved at det ene af hjulene blev taget af og selve spredeapparatet med kasse vendtes på langs.

Villemoes kunstgødningssprederen blev oprindeligt udviklet af Diderik Villemoes og fremstillet på Villemoesgård Maskinfabrik. Allerede fra omkring 1930 overtog Skive Jernstøberi og Maskinfabrik (senere A/S Gyro) dog fabrikationen af kunstgødningssprederen, der senere blev markedsført under navnet Vilmo.

I løbet af 1960erne blev Vilmo sprederen efterhånden udkonkurreret af nye typer af spredere, hvor traktorens kraftoverføringsaksel kunne bruges til at sprede kunstgødningen med centrifugalkraft. De nye centrifugalspredere var billigere og mere effektive. Derudover begyndte man også at bruge flydende ammoniak som kvælstofholdig kunstgødning, hvilket skabte et behov for en helt ny type kunstgødningsspreder.

En ny type arbejde

Den nye kunstgødning var anderledes og skulle spredes på andre måder end husdyrgødningen, der havde været den vigtigste traditionelle gødning. Derfor medførte kunstgødning også nye typer af arbejde samt nye redskaber og maskiner. Landbrugere måtte også tilegne sig en ny viden for at kunne håndtere og udbringe den rigtige sammensætning af kunstgødning i de rette mængder.

I en beretning fra Statens Redskabsudvalg i 1929, lyder det eksempelvis, at ”spredning af Kunstgødning er et Kvalitetsarbejde, som maa udføres med Omtanke. De Unge maa oplæres til at udføre Spredearbejdet med Omhu. Arbejdslederes maa søge at vække Interesse for Arbejdet og Forstaaelse af dets rette Udførelse. Den Mand, som kører med Kunstgødningssprederen, maa vide, hvad han strør ud, hvor meget der skal spredes pr. Arealenhed – Td. Land eller pr. ha. Han maa kende Agerens Længde og vide, hvor meget der skal spredes pr. Omgang.”

Stigende opmærksomhed på miljø og klima

I løbet af 1970erne begyndte man at blive mere opmærksom på de negative effekter af det stigende forbrug af kunstgødning. De mange næringsstoffer i kunstgødning, særligt kvælstof, der spredes på markerne, risikerer nemlig også at løbe ud i det omkringliggende miljø. Derfor begyndte man gradvist at regulere brugen af kunstgødning, og den første vandmiljøplan blev vedtaget af folketinget i 1987.

Det stigende forbrug af kunstgødning muliggjorde, at bedrifterne og markerne kunne blive større, mere ensartede og mere intensivt dyrket. Det kan have konsekvenser for biodiversitet og derfor har man også rettet fornyet fokus på skifte mellem forskellige typer af afgrøder samt braklægning af marker.

Endelig er klima kommet til i debatten om kunstgødning. Den årlige produktion og forbrug af kvælstofholdige kunstgødninger verden over bidrager til over 2% af den globale udledning af klimagasser, og kunstgødning står for en markant del af landbrugets samlede udledning af klimagasser.

To mænd i arbejdstøj er ved at klargøre en Vilmo kunstgødningsspreder. Foto: Bror Bernild

Som følge af politisk regulering og den mere effektive brug af kunstgødning på bedrifterne faldt forbruget af kunstgødning i Danmark fra slutningen af 1980erne til engang i 00erne. I de senere år er forbruget dog igen steget og udgør, sammen med gylle, vigtige emner i aktuelle debatter om næringsstoffer i vandmiljøet og klimaforandringer.

I sin tid blev kunstgødning anset som en uproblematisk løsning på gødningsproblemet, der gjorde landbruget i stand til at producere mad nok til en stadig stigende verdensbefolkning. Nye maskiner og redskaber blev udviklet og landbrugerne måtte tilegne sig helt nye typer af viden om de nye kemiske og industrielt producerede midler. Den stigende opmærksom på miljø- og klimaproblemerne har dog stillet udviklingen af teknologi, maskiner og viden inden for produktionen og anvendelsen af kunstgødning overfor nye udfordringer. Endelig har den økologiske bevægelse, hvor der ikke bruges kunstgødning, oplevet en vis fremgang de seneste år herhjemme.