Tidsskrift for Landøkonomi

Tidsskrift for Landøkonomi

I 1700-tallet eksploderede antallet af aviser, tidsskrifter, bøger og leksika. Der var behov for oplysninger om ny viden, nye opdagelser og nye forskningsresultater, hvilket også smittede af på Landhusholdningsselskabets aktiviteter. Allerede i 1776 begyndte Landhusholdningsselskabet udgivelse af en årlig skriftrække, hvor der blev publiceret lange akademiske artikler om økonomi og landbrug. Det var også her, at man som vinder af en af selskabets teoretiske prisopgaver kunne være så heldig at få sin besvarelse publiceret. Denne skriftrække fortsatte med større og mindre afbrydelser frem til 1817.

Allerede i 1814 havde Landhusholdningsselskabet dog foretaget en anden og langt større satsning, da man lancerede Tidsskrift for Landøkonomi. Et moderne tidsskrift var der i udgangspunktet dog ikke tale om. Snarere var det tanken, at det nye tidsskrift skulle fungere som en form for databank, inspirationskilde og referenceramme for fremskridtsorienterede godsejere, bønder, forvaltere og andre, der på en eller den anden måde arbejdede med landbrug.

I de første udgivelsesår kunne man i Tidsskrift for Landsøkonomi finde mange og lange offentliggørelser af de seneste forsøg med planteavl og opdyrkning af ny landbrugsjord. Det var desuden her at godsejere, præster og andre embedsmænd offentliggjorde deres synspunkter om landbrugets fremtid.

Hylder fyldte med Tidsskrift For Landøkonomi fra Det Kongelige Danske Landshusholdningsselskabs mødelokale på Det Grønne Museum