Byhorn

Kernen i landsbyfælleskabet var by- eller gadestævnet. Her mødtes landsbyens bønder for at drøfte fælles anliggender. Bystævnets leder var oldermanden. Når der skulle afholdes bystævne kaldte han folk sammen ved at blæse i byhornet. Et sådant byhorn kunne være lavet af kohorn, træ eller kobber.

Dette byhorn, hvor mundstykket mangler, stammer fra landsbyen Gladsaxe på Sjælland. Af de årstal og inskriptioner, der præger hornet, fremgår det, at det i hvert fald har været i brug i perioden 1758-1867.

Plejl

Når kornet var høstet og kommet i lade, skulle kernerne skilles fra stråene. Indtil landbrugets mekanisering i 1800-tallet foregik dette arbejde med en plejl som denne.

En plejl bestod af to stokke, der var bundet sammen med et drejeligt hængsel. Med plejlen tærskedes kernerne fra ved håndkraft. Dernæst blev kernerne revet sammen og samlet op til videre forarbejdning.

Hundepisk

I den første samlede rigslov Danske Lov, der udkom i 1683 stod at læse, at enhver familiefar havde ret til at slå og straffe sine tjenestefolk. Eftersom fæstebønderne jo vitterligt tjente godsejerne, blev loven læst på den måde, at enhver godsejer også var i sin gode ret til at straffe sine fæstere. Det betød, at arbejdssky eller vrangvillige bønder og deres familier risikerede at få bank, hvis de ikke makkede ret. Afstraffelsen kunne finde sted med en hundepisk som denne, hvis godsejeren eller hans ridefoged da ikke benyttede sig af deres stok, den knyttede næve eller hvad der nu ellers var for hånden.

Først i 1791 kom en ny lov, der forbød godsejerne at tæve bønderne. Til gengæld var der fortsat frit slag, hvis man mente, at husmænd, landarbejdere og tjenestefolk trængte til en afklapsning.

Landmålerudstyr

Når beslutningen om udskiftningen af en landsby først var taget, begyndte et stort stykke administrativt og praktisk arbejde. Det drejede sig først og fremmest om at sikre sig en så retfærdig fordeling af jorden som muligt, så ingen bonde blev snydt.

Den store opmålings- og registreringsopgave blev overladt til professionelle landmålere, der for størstepartens vedkommende havde studeret ved Københavns Universitet.

Landmålerens vigtigste redskab til længdemåling af jorden var en stålkæde. Den havde en længde på 12 meter, der var opdelt i led på 30 cm. Pløkkene blev brugt til at fastholde kæden i jorden, mens de funktionelle håndtag i hver ende gjorde kæden let at håndtere. Hertil kommer målebord og lineal. Alle resultater blev med det samme skrevet ned i den medbragte journal. Informationerne blev senere overført til nye og store landkort, der skitserede det nye samfunds landskaber.

Stenvogn

Udflytningen af gården fra landsbyen var ofte ensbetydende med, at de nye marker måtte ryddes for store sten, der havde ligget der siden den sidste istid. Til det formål anvendtes en stenvogn som denne fra 1800-tallets Sjælland. Vognen fungerede på den måde, at vognbundens lange kæpstokke via jernkæder kunne løsnes i bagenden. Ude på marken blev stenene bugseret op på stokkene for efterfølgende at blive kørt væk. Flytningen af marksten var et besværligt og tungt arbejde for både mennesker og trækdyr, men det var det hele værd. Ny landbrugsjord blev tilgængelig, og stenene kunne genbruges til opsætning af gærder, der indhegnede mark og skov.

Tapperhed – Statue fra Frihedsstøtten

I den antikke verden var tapperhed personificeret ved helten Herkules – iklædt løveskind og bevæbnet med en stor trækølle. Her er den mandlige superhelt blevet udskiftet med en kvinde. Løveskindet er fortsat på sin rette plads, men den voldsomme trækølle har måtte vige pladsen for et bundt af spyd, der er indsvøbt i et flag. Dette hænger sammen med, at kunstneren bag værket ikke blot ville vise tapperhed, men også enighed. Det er her, flaget spiller en rolle. Det skulle symbolisere, at der her var tale om et ikke blot tappert, men også enigt folk, der stod vagt om landboreformerne og dannede fælles front mod alle udefrakommende fjender. Helt frem til 1840’erne var det udelukkende unge bondesønner, der blev udskrevet til soldatertjeneste. Derfor kan der i spyd og flag også ligge en skjult hentydning til landbefolkningens vigtige bidrag til fædrelandets forsvar.

Troskab – Statue fra Frihedsstøtten

Statuen, Troskab, står med hånden på brystet tæt ved hjertet, hvilket skal understrege hendes oprigtighed. Bag hende, men næsten skjult, ligger en stor hund med hovedet vagtsomt hvilende på forpoterne. Siden de ældste tider har hunden været det levende og omvandrende symbol på troskab og vagtsomhed, og sådan var det også i 1700-tallet.

Agerdyrkningsflid – Statue fra Frihedsstøtten

Dette er den eneste af Frihedsstøttens statuer, der kan siges at have direkte relation til landbruget. Alt ved statuen fortæller, at det er Ceres, der kommer os i møde. Hun var den romerske gudinde for korn, andre afgrøder og alt andet landmandsliv. Ceres symboliserede også frugtbarhed. Af samme årsag holder hun et overflødighedshorn i sin ene hånd. Frihedsstøtten var tænkt som et monument over de reformer, der skulle gøre de danske bønder mere effektive. Ceres blev på trods af den håndfaste symbolik skrevet ud af ligningen. I stedet for blev statuen omdøbt til ”Agerdyrkningsfliden” som symbol på det flittige landbrug, og hun blev udstyret med en plov, bondens vigtigste arbejdsredskab.

I modsætning til de tre andre statuer er Agerdyrkningsfliden en kopi. Dette skyldtes, at statuen i 1911 var så ødelagt, at der måtte fremstilles en ny version.

Borgerdyd – Statue fra Frihedsstøtten

Borgerdyd er på Frihedsstøtten fremstillet som en kvinde, der er kronet med en krans af egeløv. Netop egetræet signalerede styrke og urokkelighed. Kort sagt: holdbarhed. Her havde billedhuggeren helt bevidst skelet til forordningen om Stavnsbåndets ophævelse. Her stod det nemlig sort på hvidt, at forordningen skulle sikre solide borgerlige dyder som ansvarsbevidsthed og solidaritet mellem kongen og folket. Borgerdyd dokumenterer altså forhåbningen om, at disse løfter ville vise sig lige så solide som egetræet.

Trældom afskaffes – Relief fra Frihedsstøtten

Frihedsstøttens sokkel er udsmykket med to udhuggede relieffer i marmor. Det ene af disse har titlen ”Trælddom afskaffes”. Inspirationen har kunstneren hentet fra Romerriget, hvor slaver kunne blive sat fri, hvis deres pande blev rørt af en vidicta – en frihedsstav. Her kan motivet tolkes således, at den siddende kvinde repræsenterer Danmark eller staten, der med frihedsstaven ophæver stavnsbåndet og dermed skænker bonden sin frihed.

Retfærdighedens Genius – Relief fra Frihedsstøtten

Frihedsstøttens sokkel er udsmykket med to udhuggede relieffer i marmor. Det andet har titlen ”Retfærdighedens Genius”. På moderne dansk kan det bedst oversættes til Retfærdighedens Ånd. Mens der nok var godsejere, der skumlede i krogene, betragtede de fleste mennesker stavnsbåndets ophævelse som en retfærdig handling.

Ånden er her fremstillet som en bevinget gud, der sidder på en trone. Et af de store forbilleder for 1700-tallets intellektuelle var Rom i republikkens dage, så derfor er tronen bygget op af fasces. Fasces var bundter af tynde stokke med økser i, der fungerede som de romerske embedsmænds værdighedstegn. Det man skal være særligt opmærksom på her, er det vaterpas, der balancerer på åndens knæ. Det står helt lige og symboliserer dermed, at intet kan rokke ved retfærdigheden.