Aflæsservogn

Traktorens ankomst betød også det endelige farvel til de gamle hestetrukne bondevogne med jernbeslåede træhjul.

Omkring 1950 begyndte flere danske vognfabrikker at producere flade vogne med gummihjul og fladt lad, der let kunne spændes efter traktoren. Indtil da havde man skulle tømme sådanne vogne for roer med håndkraft og en greb, men i 1950’erne fandt danske ingeniører og maskinstationer uafhængigt af hinanden ud af at overføre en traktors trækkraft til aflæsservognen. Hermed blev vognlæsset med hjælp af kæder trukket bagud. I aflæsservognens bagende blev nu installeret et skråtstillet samlebånd, der trak roerne op og læssede dem af i en roekule eller et roehus.

Det, der før havde været et beskidt og tungt arbejde, kunne nu klares uden problemer. Hvis man da ellers kunne finde ud af at bakke traktor og aflæsservogn og havde en luge i sit roehus, der passede med transportbåndet

Grønthøster/finsnitter

Inden roerne kunne tages op af jorden om efteråret, skulle de grønne toppe skæres af med håndkraft. Det gav tunge arme og ondt i ryggen, men i 1955 fandt Anton Hindhede i Vestjylland på råd.

Hindhede havde allerede anskaffet sig en Ferguson traktor, så han byggede nu en høstmaskine, der kunne spændes fast i køretøjets trepunktsophæng. Den første grønthøster i Danmark var nu en realitet, for høste var lige netop, hvad den gjorde.

Tre skarpe knive passerede hen over en roerække ad gangen. Det var muligt at justere knivene, så man kunne styre, hvor højt roetoppene skulle skæres af. Roetoppene fik ikke lov til at ligge og flyde på markerne, da de hastigt roterende knive smed dem op i et dinosaurlignende rør. Herfra blev roetoppene blæst over i en vogn, der var spændt efter grønthøsteren.

Hindhede solgte siden sit patent, ligesom der med tiden blev udviklet og videreudviklet grønthøstere, der ikke blot kunne skære roetoppe, men også høste græsmarker.

Radrenser

Radrensning, hvor man lugede for ukrudt mellem afgrøderne, var noget af det markarbejde, hvor hesten helt op i 1960’erne faktisk formåede at konkurrere med traktoren. Når der skulle renses mellem roerne var det nemmere for en mand at styre en hest, der trak radrenseren end at sidde på traktoren og ikke have overblikket over, hvor radrenseren svingede hen.

For at kunne udnytte traktoren bedre blev der fremstillet radrensere med fire rækker tænder, hvor de hestetrukne kun havde to. Her var der mulighed for at en mand kunne sidde bag på radrenseren og med en liftarm koordinere radrenserens bevægelser. Det var trods alt både nemmere og mere effektivt end at gå ved siden af hesten.

Centrifugalspreder

På grund af sit udseende var centrifugalsprederen også kendt som en ”kaffemølle”, men det var bestemt ikke kaffebønner, man hældte i den. Sprederen var derimod beregnet til den kunstgødning, der skulle spredes ud på markerne.

Dens introduktion i Danmark hang tæt sammen med traktorens ankomst i 1950’erne og adgangen til bedre former for kunstgødning. En centrifugalspreder kunne indeholde op til 500 kg kunstgødning, der blev spredt ud via en roterende spredeskive under beholderen.

Nogle modeller gav med hjælp af metalskiver desuden føreren mulighed for at regulere både mængden af kunstgødning og tempoet på spredningen. Der blev også installeret et lukkespjæld i tragten, så man ikke risikerede at tabe indholdet på vej eller på mark, hvor det ikke skulle være.