Med inspiration fra London

Det Kongelige Danske Husholdningsselskab blev stiftet i København på Christian 7.s fødselsdag, 29. januar 1769.

Idemanden var juristen og embedsmanden Martin Hübner, der i London havde stiftet bekendtskab med forskellige foreninger og selskaber, der livligt diskuterede tidens store økonomiske og samfundsmæssige problemer. Et sådant selskab ville Hübner også gerne have til Danmark. Man lagde sig fra starten fast på, at det skulle være et selskab med et praktisk formål og ikke en lukket snakkeklub. Alle, fra borger til bonde, skulle være med.

Vel hjemme i København drøftede Hübner sine tanker med en lille kreds af venner og ligesindede i baglokalet til en købmandsbutik. Ideen om et dansk selskab, der med vejledning og økonomisk støtte skulle bidrage til hele kongerigets vækst og fremgang, vandt da også gehør. Der blev skrevet vedtægter og skabt en organisationsmodel med præsident, to vicepræsidenter, en sekretær til varetagelse af papirarbejdet, kontingentbetalinger og forskellige kategorier af medlemskab.

Anerkendelse og motivation

Helt konkret forestillede man sig, at selskabet skulle virke til gavn for alle undersåtter i Christian 7.s riger og lande. Tanken var at stifte et selskab, der med uddeling af priser og præmier skulle motivere befolkningen til at yde en ekstra indsats til samfundets bedste. Bønder, håndværkere, kunstnere, fiskere, hele det økonomiske liv kunne komme i betragtning. Der var heller ikke tale om præmieuddelinger blot for anerkendelsens skyld.  Selskabet nærede dertil en forhåbning om, at præmierne kunne komme til at tjene som motivationsfaktorer og gode eksempler for andre.

På den baggrund, og netop fordi bøndernes arbejdsforhold og levevilkår var et af 1700-tallets mest og hedest debatterede emner, var det også her, at selskabet straks efter opstarten koncentrerede sin arbejdsindsats. Alt, der kunne forbedre landbrugets afkast og indtægter, det være sig nye afgrøder, nye dyrkningsmetoder, nye markredskaber og nye foderstoffer, havde derfor selskabets levende interesse.

I de første årtier levede selskabet på alle måder op til intentionen om først og fremmest at være et præmieselskab. 1770’erne-1830’erne uddeltes mere end 8.000 præmier i form af guld- og sølvmedaljer, indgraverede sølvbægre, pengegaver, flotte diplomer og andre hæderstegn. Heraf blev størsteparten netop givet til bønder og andre landboer. Ikke mindst under indtryk af de store landboreformer, hvor udflytningerne fra landsbyerne og de tidligere fæstebønders køb af egne gårde åbnede op for helt nye muligheder, var der tryk på uddelingerne af selskabets præmier og anerkendelser.

Udvikling og uddannelse

Igennem alle årene har selskabet opretholdt traditionen med at uddele hædersbevisninger til folk, der havde ydet en særlig indsats inden for landbruget. Det hører dog også med til historien, at selskabet allerede i 1820’erne begyndte at fokusere på andet og mere end præmieuddelingerne. Selskabet kanaliserede nu i stigende grad penge, tid og kræfter over i dygtiggørelsen og uddannelsen af kommende generationer af bønder.

I 1810’erne-1850’erne mærkede man for alvor konsekvenserne af landboreformerne. Udskiftningen, hvor bønderne fik samlet deres jord i store arealer var afsluttet allerede omkring 1810, mens de fleste bønder i 1850’erne havde købt jord og gård af deres godsejere. Rent økonomisk gik det også godt. Samlingen af jorden gav større marker med flere afgrøder, mens kvæg og heste kunne afsættes til gode priser. Landboreformene havde dertil den gavnlige konsekvens, at større græsningsarealer åbnede for større kvæghold, der betød større mælkeproduktion og bedre muligheder for fremstilling af mælk og ost.

De gode tider gav ikke blot velstående, men også mere selvbevidste bønder end tidligere. Med henblik på at fremme landbrugets økonomiske udvikling lokalt begyndte bønderne i de forskellige landsdele at organisere sig i de såkaldte landboforeninger. Det startede på Bornholm allerede i 1805, men snart efter kom bønderne på Fyn samt i Maribo og Randers Amt også på banen. Landhusholdningsselskabet bakkede op om disse lokale initiativer. De første landboforeninger virkede i begyndelsen da også ganske som Landhusholdningsselskabet med præmieuddelinger som det væsentligste aktiv. Senere udvidede landboforeningerne aktivitetsfladen med lokale udstillinger af kvæg, redskaber og afgrøder, foredrag og fælles indkøb af plantefrø og kunstgødning.

Videnskab i landbrugets tjeneste

For første gang i Danmarkshistorien baserede livet på landet sig nu ikke længere kun på de erfaringer, som tidligere generationer af bønder havde givet videre til deres efterfølgere. Videnskaben var trådt i landbrugets tjeneste, og der har den været lige siden. Denne udvikling har Landhusholdningsselskabet med rette fået en stor del af æren for.

I fastholdelsen og ikke mindst formidlingen af den nye viden spillede selskabets fremtrædende mænd nemlig en væsentlig rolle. Det skete første gang, da selskabet i 1850’erne støttede oprettelsen af Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, der samlede uddannelserne af dyrlæger, landinspektører og landmænd under et og samme tag. Det var ikke mindst selskabets præsident B.S. Jørgensen, der her skubbede på udviklingen. Siden ansatte man på selskabets daværende sekretær Jørgen Carl la Cours initiativ dyrlæger, lærere og uddannede kandidater fra Landbohøjskolen, der som de første landbrugskonsulenter nu rejste land og rige rundt med foredrag og demonstrationsforsøg af alt det det nyeste inden for mejeribrug, husdyravl, kunstgødning og afgrøder.

Selskabet fortsatte samtidig med sine udgivelser af ikke blot tidsskrifter, men også bøger og statistiske oversigtsværker med landbrugsfagligt indhold. Det danske vejr er en omskiftelig størrelse, hvor sol, regn og blæst har afgørende indflydelse på markarbejdet, så derfor tog selskabet fat på systematiske observationer af vejrforholdene, hvilket med tiden skulle udvikle sig til oprettelsen af Dansk Metrologisk Institut.

Fra magtens centrum

Bondepartiet Venstre, landboforeninger, andelsmejerier og omfattende eksport af bacon, smør og æg til Storbritannien havde i årene efter Den første Verdenskrig gjort landbruget til en politisk og økonomisk magtfaktor i Danmark. Det betød også at politikere, planlæggere, økonomer og uddannelserne i stigende grad overtog mange af de opgaver og projekter, som Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab i sin tid havde sat i gang. Samtidigt betød de mange nye lokale landboforeninger at selskabet, der i 1880’erne ellers kunne bryste sig af næsten 1.000 medlemmer nu oplevede et voldsomt fald i medlemstallet.

Det faktum, at andre bar arven efter selskabet videre, afspejler sig også i selskabets fysiske rammer. Fra 1769 til 1894 nød man godt af de fyrstelige forhold i Prinsens Palæ tæt på magtens centrum på Christiansborg, mens man efter forskellige flytninger i 1933 byggede et kontorhus i tre etager tæt ved Landbohøjskolen. Beliggenheden her understregede i både bogstavelig og overført betydning selskabets tætte forbindelse til landbrugsuddannelserne. Faldende medlemstal betød dog væsentlige nedskæringer i såvel aktiviteter som kontorpersonale, så i dag (2023) har selskabet til huse ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet.