Reformperioden

Reformperioden

Reformperioden er betegnelsen for den periode af Danmarkshistorien, hvor en række reformer omformede det danske samfund og landskab for altid. Reformperioden tog sin spæde begyndelse i 1750’erne. Den rullede som en mægtig bølge over landet i 1780’erne og 1790’erne og må i det store og hele betragtes som afsluttet i 1800-tallets første årtier.

Siden 1200-tallet, hvor befolkningsvækst, varmere vejr og bedre høstudbytte havde bragt nyt land under plov, havde dansk landbrugs drivkraft og kerne været kendetegnet ved landsbysfælleskabet.

Fællesskabet skyldes det faktum, at den enkelte landsbys bønder solidarisk havde delt landsbyens dyrkede jord imellem sig. Hver gård havde fået sin rette andel i så vel den fede som den magre jord, den dyrkede jord var spredt i en række lange strimler over et større areal.

Et nødvendigt fællesskab

For at det ikke skulle ende i det rene kaos, var bønderne nødt til at enes om de rette tidspunkter at så og høste på. Indhegning af landsbyens marker og beslutninger om, hvilke afgrøder, der skulle dyrkes hvor, var det i forlængelse heraf også tvingende nødvendigt at drøfte og udføre i fællesskab.

Landsbyfælleskabet var derfor ikke kun et dyrkningsfællesskab, men også et socialt og juridisk fællesskab. Livet på landet i 1700-tallets Danmark havde derfor heller ikke meget til fælles med vore dages intensivt udnyttede landskab med tæt trafikerede motorveje, enorme kornmarker, levende hegn og højspændingsledninger. Det bestod derimod af et stort kulørt kludetæppe med forholdsvis få opdyrkede marker og øde hedestrækninger, vildt voksende krat, store kampesten, moser, vandhuller, vildnis, og våde enge, hvor ulve og vildsvin strejfede omkring. Dertil kom de såkaldte ”overdrev” – store fælles og ukrudtsplagede marker, hvor bøndernes magre kreaturer hvert år bed græsset ned til allersidste strå.

Stavnsbåndet indføres

Når reformperioden var så radikalt et brud med fortiden skyldtes det to ting. For det første betød den enden på historien om landbysfælleskabet. For det andet blev der skabt et landskab, hvor så godt som intet længere var uberørt af menneskehånd. Med reformperioden blev den vilde natur én gang for alle tæmmet og tvunget på tilbagetog. Siden har der ikke været nogen vej tilbage. Det var også af afgørende betydning, at over 80 % af Danmarks befolkning i 1750’erne levede på landet som fæstebønder og nu skulle til at indrette sig på en helt ny tilværelse.

Som fæstebonde havde man nok brugsret, men ikke ejendomsret til sin gård og sin jord. Disse tilhørte derimod godsejeren, ligesom enhver fæstebonde var økonomisk, administrativt og personligt underlagt deres godsejers kontrol. 1700-tallets Danmark er med god grund blevet karakteriseret som en ”godsejerstat”. Central- og lokaladministrationen var endnu ikke så velfungerende, så en række opgaver var overladt til godsejerne.

Det var godsejerne, der opkrævede de skatter og afgifter, som kongen havde krav på, ligesom det var godsejerne, der stod for udskrivningen af soldater blandt de unge bondesønner, der boede på deres jord. Netop frygten for mange lange års brutal tjeneste som soldat, betød at mange bønder valgte at stikke af. Det faldt så tilbage på godsejernes behov for arbejdskraft. For at sætte en stopper for afvandring fra landet indførte Christian 6. i 1733 stavnsbåndet, der forbød bønderne at flytte fra deres hjemsogn. Dermed slog kongen og godsejerne to fluer med et smæk. Den påkrævede arbejdskraft såvel som den mulige kanonføde var nu bundet til jorden.

Hoveri

Bortset fra den årlige landgilde eller gårdleje, om man vil, som fæstebønderne skulle betale til godsejeren i form af penge, korn eller andre naturalier, måtte de ved overtagelsen af deres fæstegård også forpligte sig på at yde en manuel arbejdsindsats på herregården. Det var det såkaldte ”hoveri”. På enhver herregård fandtes der naturligvis tjenestefolk, der passede de daglige og faste opgaver ude og inde, men når det kom til landbruget krævedes der mange flere hænder.

Der fandtes ingen decideret lovgivning, der regulerede, hvilke og hvor mange arbejdsdage og -opgaver en godsejer måtte sætte sine fæstebønder i sving med. Arbejdsbyrden afhang helt og holdent af den aftale, der blev indgået imellem godsejeren og den enkelte bonde. Dette skete, når bonden fik en af herregårdens gårde i fæste. I så- og høsttiden skulle bønderne stille med heste, plove, harver, le, rive og andre markredskaber. Til andre tider kunne hoveriet dreje sig om vedligeholdelse af hegn og gærder eller kørsel til og fra herregården med korn, møg, tørv, lyng og andet brændsel. Det kunne også være oprensning af kvægets vandingssteder, møgblanding, møgspredning, kornrensning, korntærskning, tørveskæring, skovarbejde, brændehugning eller indsamling af sten på herregårdens marker. Reparationer på og rengøring af selve herregården og dens huse kunne også forekomme.

Trevangsbrug

Stigende kornpriser motiverede fra 1750’erne mange godsejere til at skrue op for hoveribyrden, så de kunne høste frugterne af de gode tider. Det var især slemt på Sjælland og Lolland-Falster. For det første var jorden her særligt fed og gav derfor ekstra afkast. For det andet var det ofte københavnske forretningsmænd, der havde anskaffet sig en herregård og nu ønskede at presse deres fæstebønders arbejdskraft til det yderste.

På Fyn, Sjælland, Lolland-Falster og de omkringliggende øer var landsbyernes arbejde med jorden organiseret i det såkaldte ”trevangsbrug”, hvor den fælles jord var opdelt i tre store vange/marker. Trevangsbruget fungerede på den måde, at afgrøderne skiftede imellem de tre vange. Som regel såede man om foråret byg i den første vang og ved vintertide rug i den anden vang, mens den tredje vang lå uopdyrket hen og i stedet for blev anvendt som fælles græsningsareal til landsbyens kvæg. Trevangsbruget havde den fordel, at afgrøderne blev mindre sårbare over for misvækst og dårligt vejr. Svigtede forårets byg, havde man trods alt vinterens rug at falde tilbage på. Problemet var i sagens natur, at trevangsbruget gav det bedste høstudbytte i frugtbar jord, hvilket ikke  var en tilgængelig ressource alle steder i Danmark. Dyrkningsmetoden indebar derfor også en stor risiko for, at jorden blev udpint. Allerede i Middelalderen havde løsningen været at lade husdyrene græsse på de høstede og uopdyrkede marker, så deres gødning kunne komme jorden til gode.

Selvejet

Selvejet betød helt konkret, at en fæstebonde nu købte den gård og den landbrugsjord, som han tidligere havde haft i fæste af sin godsejer. Hvor bonden før havde været lejer, var han nu blevet ejer og kunne selv disponere over sin gård og sine marker.

I modsætning til Stavnsbåndets ophævelse var der med overgangen til selveje ikke tale om en ny lov, der med et pennestrøg slog en streg over fæstevæsnet. Tværtimod gik kongen og hans embedsmænd på kattepoter, når det kom til selvejets fremme. I de københavnske regeringskontorer var man ganske vist af den klare opfattelse, at bønder, der ejede deres egen jord, ville vise sig langt mere nyttige og produktive end fæstebønder. Men at tvinge godsejerne til at sælge deres gårde og marker til bønderne kunne man trods alt ikke. Overgangen fra fæste til selveje var af samme årsag en længere proces, der først var endeligt afsluttet i 1850’erne. Som eksempel på en forholdsvis sen overgang fra fæstebønder til selvejerbønder kan anføres beboerne i landsbyen Storvorde i det østlige Himmerland. Først i 1840’erne havde beboerne her sparet penge nok sammen til, at de kunne købe gårdene af godsejeren på den nærliggende Klarupgaard.

Tværtimod var der tale om lokale aftaler, der var helt afhængige af de lokale forhold, og som blev indgået mellem den enkelte godsejer og hans fæstebønder. Begge parters motivation for at købe og sælge skal findes i den voksende europæiske efterspørgsel på dansk korn. Det kunne nemlig godt betale sig for en fæstebonde at købe egen jord og selv disponere over afgrøderne.

Udskiftningen

Regeringen forsøgte på forskellig vis at anspore godsejerne og bønderne til at sælge og købe. Godsejerne fik lovning på, at frasalg af deres gårde ikke ville komme til at gå ud over den skattefrihed, der hang uløseligt sammen med størrelsen af deres ejendom. Købelystne bønder fik til gengæld via forskellige offentlige pengekasser mulighed for at låne penge til købssummen til favorable renter.

Udskiftningen vil her blive defineret som ophævelsen af jord- og dyrkningsfælleskabet. Det betød at den enkelte bondes marker, der før havde været spredt ud over et større område, nu blev skiftet ud/samlet i et stort og sammenhængende stykke. Udskiftningerne tog deres begyndelse i 1750’erne og må betegnes som afsluttet omkring 1805.  En udskiftning kunne ske ene og alene på godsejerens initiativ. Det behøvede faktisk slet ikke at være en beslutning, som hans fæstebønder på nogen måde fik indflydelse på. Motivationen for overhovedet at tage fat på et sådant projekt var ønsket om en mere effektiv udnyttelse af landbrugsjorden. Fra kongemagtens side var man interesseret i det udvidede beskatningsgrundlag af landbrugsjorden, som udskiftningerne ville resultere i.

Lønborggaards udskiftning

Et eksempel på, hvordan en sådan udskiftning fandt sted, har vi med herregården Lønborggaard ved Ringkøbing Fjord i Vestjylland.  Lønborggaards kornmarker, enge, hedestrækninger og tørvemoser havde i mange år været spredt udover alt for mange og alt for små områder. I 1792 besluttede Lønborggaards ejer, kaptajn Niels Jermin sig derfor til, at det bedre kunne betale sig at udskifte herregårdens jord og samle den i større og mere produktive enheder. Lønborggaards otte landsbyer med deres 60 gårde og 30 huse lå samlet i klynger i udkanten af herregårdsjorden. Det ville derfor også give god mening for Jermin at lade nogle familier flytte ud på markerne.

Som tænkt så gjort. Jermins første skridt var at få opmålt og opdelt sin jord i lige store felter. Til dette arbejde fik han assistance fra landmålerne i den Landvæsenskommission, som regeringen havde oprettet til at sætte skub i udskiftningsprocessen. Efter at Lønborgaards jord var blevet opmålt og indtegnet på nye landkort, blev Jermins fæstebønder indkaldt til et orienteringsmøde. Her blev de spurgt, om de havde noget imod at få deres jord samlet? Jermin kunne afvente svarene med sindsro. Når det kom til udskiftningen af jorden lå beslutningskompetencen nemlig helt og holdent hos jordens ejere. Det var som regel godsejeren, alternativt den lokale sognepræst og måske nogle få bønder, der var så heldige at de selv disponerede over gård og jord. På Lønborggaard var Jermin den eneste jordejer. Selv om hans fæstebønder måske ikke brød sig om flyttetanken, gav det ingen mening at brokke sig. Beslutningen var taget på forhånd, og man kunne nu tage fat på udskiftningens næste etape.

Beliggenhed afgjort ved terningkast

Efter landmålernes opmåling og Landvæsenskommissionens vurdering ville det være passende at flytte i alt 18 gårde ud fra de otte landsbyer. Det forslag var Jermin indstillet på, og godsejeren skitserede da også en plan for, hvordan han forestillede sig, at fæstebøndernes 18 nybyggede gårde med stuehus, udhus og stald skulle se ud.

Næste skridt var at finde ud af, hvilke af Jermins fæstebønder, der skulle flytte. Fæstebønderne fra hver landsby blev nu kaldt op på herregården, for hvem skulle nu flytte? I landsbyen Bølle drejede det sig om otte gårde. Her afgjordes beslutningen ved to runder terningekast. I den første runde skulle de tre bønder, der fik det højeste antal øjne på terningen, flytte gårdene mod vest. De øvrige skulle derimod bosætte sig mod syd. I næste runde slog man så terningerne om den indbyrdes beliggenhed mellem de otte gårde. Det var dog ikke alle steder, at flytteprocessen gik lige let. I Volstrup nægtede tre fæstebønder af vidt forskellige årsager at flytte. Den ene ville kaste terninger med naboen om hvem af de to, der skulle flytte, mens den anden mente, at hans nye jord var for dårlig i forhold til de andres. Endelig var der den tredje fæstebonde, der, måske fornuftigt nok, gerne ville se sin jord an, inden han besluttede sig til at flytte. Alle beklagelser kom fra bønder, der var fæstere under Lønborggård. Da bønderne ikke havde noget at skulle have sagt i processen, kunne godsejeren med sindsro ignorere alle beklagelserne. Udskiftningen af Lønborggårds landbrugsjord var en realitet. Episoden i Volstrup vidner dog om, at det ikke var alle fæstebønder, der var lige modtagelige over for fremskridtet.

Flytte gården sten for sten

Når beslutningen om udskiftning var taget, begyndte det store og besværlige arbejde med at flytte de enkelte gårdes huse, stalde og lader. Vi kender ikke til selve flytteprocessen for Lønborggårds fæstebønder. Fra andre udskiftningsprocesser ved vi dog, at gårdenes tilstand spillede en rolle. Meget fornuftigt foretrak man nemlig at nedrive landsbyernes gamle og forfaldne gårde frem for de mere velholdte af slagsen. Så kunne man i forbindelse med flytningen af de gamle foretage de påkrævede reparationer, skifte eventuelle rådne tømmerstolper og lægge stråtag. Flytningen af sådanne nedslidte gårde havde også den fordel, at man kunne anvende de trods alt brugbare byggematerialer fra de gamle gårde i de nye.

I Nordjylland, hvor der var knaphed på træ, foretrak nogle fæstebønder at undlade at pille taget, loftet og gulvene af deres huse. Man nøjedes med at pille murværket ned, hvorefter bygningerne med møje og besvær og med assistance fra donkrafter blev lastet på vogne og forsigtigt kørt ud til det nye sted. Hermed sparede man ikke blot byggematerialer og håndværkerlønninger, men også tid, da en sådan flyttet gård kunne være på plads i løbet af blot 14 dage. Til gengæld kunne det tage op til en hel sommer, hvis en udflyttet gård skulle opbygges fra bunden af.

Det er vigtigt at understrege, at udskiftningen i Danmark ikke skete fra den ene dag til den anden. Ganske som i tilfældet med Lønborggaard var der både på det administrative og praktiske plan tale om en langvarig proces førend alle havde fundet deres rette plads. Faktisk skal vi helt frem til 1861, førend udskiftningen af de gamle landsbysfælleskaber kan betragtes som endelig gennemført. Udskiftningens konsekvenser var mest mærkbare på Fyn, Sjælland med omkringliggende øer og i Østjylland, hvor der boede flest mennesker, og hvor landsbyerne lå tæt. I det mere befolkningsfattige Nordvestjylland var der ofte langt imellem gårdene, så her føltes udskiftningerne som et knapt så radikalt brud med fortidens fællesskaber.