En uddannelse skabt af tilfældighed

Når Landhusholdningsselskabet overhovedet blev engageret i uddannelsen af nye landmænd skyldtes det en ren og skær tilfældighed, der opstod langt fra selskabets mødelokaler i København. Fra 1813 til 1815 havde sprogforskeren og bibliotekaren Rasmus Rask opholdt sig på Island, hvor en lokal bonde havde formået at anlægge en have i det barske islandske klima. Rask var blevet voldsomt imponeret over denne indsats. Vel hjemme i København kontaktede videnskabsmanden derfor Landhusholdningsselskabet for at høre, om man ikke kunne hjælpe den talentfulde islænding. Måske kunne man endda sende en svingplov til Island, så den dygtige bonde kunne optimere sin arbejdsindsats?

I selskabet syntes man dog, at det var en for risikabel investering. Ikke mindst fordi man havde efterretninger om, at ingen på Island nogensinde havde set eller håndteret en svingplov. Og hvem skulle i så fald betjene den på den rette vis? Her kom bonden med de grønne fingre dog bekymringerne i forkøbet. Han skrev nemlig på egen hånd til selskabet og foreslog, at hans søn besøgte Danmark. Så kunne han gøre sig sine egne erfaringer med dansk landbrug i almindelighed og svingploven i særdeleshed. Som sagt så gjort. Den islandske bondesøn besøgte i 1816 Danmark, lærte en masse om havebrug og rejste så hjem igen.

En helt ny generation af bønder

Landhusholdningsselskabet kom nu på den tanke, at man måske med fordel kunne benytte samme model i Danmark. Måske dette kunne blive måden, hvorpå man kunne uddanne en helt ny generation af bønder? På dette tidspunkt var rigets forsvar dog fortsat bygget op på bøndernes indsats som soldater. Man kunne ikke både tjene som soldat og passe en uddannelse. Inden man kunne begynde rekrutteringen af de nye elever måtte man derfor spørge Frederik 6. om tilladelse til, at bondesønnerne på en kommende landbrugsuddannelse måtte blive fritaget for deres værnepligt? Kongen gav heldigvis sin godkendelse og så kunne man tage fat på arbejdet med at få Danmarks første landbrugsuddannelse sat på skinner.

Selskabet ville satse på unge mænd, der selv var født og opvokset på en gård. Dermed ville de på deres hjemegn kunne tjene som gode eksempler for andre bønder.

Det var tanken, at eleverne hver især skulle have uddannelse, kost og logi hos fremskridtsvenlige godsejere, præster og bønder, der allerede var engagerede i arbejdet med landboreformerne. Undervisningsplanen blev bygget op som et tre år langt forløb, hvor eleverne via praktiske arbejdsopgaver skulle stifte bekendtskab med arbejdet i mark og stald.

Kartoffelkuler og kvægfoder

Uddannelsen var dog ikke kun praktisk. Helt i Oplysningstidens ånd med fokus på observationer og rationel stillingtagen skulle eleverne også gøre sig deres egne tanker over alt det nye, som de så og lærte. Det betød, at selskabet stillede krav om, at eleverne skulle skrive dagbøger, der hvert halve år så skulle indsendes til bedømmelse i København.

I 1820 var det første hold på tolv elever klar til at tage fat på deres uddannelse. De kom fra gårde og landsbyer omkring København, Randers, Ringkøbing, Svendborg, Odense, Vejle, Roskilde og Aarhus. Det fremgår af elevernes afleverede dagbøger, at de rundt omkring i landet både havde lært at plante læhegn og anlægge kartoffelkuler, mens der også havde været tid til at eksperimentere med nye blandinger af kvægfoder.

Det første hold var færdige med uddannelsen i 1823. Om de 12 første elever formåede at leve op til Landhusholdningsselskabets vision om, at eleverne efter endt uddannelse og som gode eksempler kunne bidrage til at forme en helt ny generation af bønder, er svært at sige.