Fra mark til indhegning
Når bonden i årene før reformperioden pløjede sine egne eller godsejerens marker, måtte han ikke blot bremse op for at borthugge gamle trærødder med øksen eller forsøge at styre den tunge hjulplov uden om markens utallige vandhuller. En tredje og lige så besværlig forhindring var de mange og store sten, der lå spredt ud over markerne.
Fremsynede folk havde allerede i 1600-tallet længe argumenteret for, at markens sten med fordel kunne indsamles og genbruges til opsætning af stengærder, der kunne tjene som indhegninger omkring mark, eng og skov. Her kom landsbyfællesskabets arbejdsgange og traditioner dog på alle måder på tværs. Eftersom man med trevangsbruget årlig roterede de fælles marker mellem dyrkning og braklægning til kreaturgræsning gav det ikke mening at opsætte permanente indhegninger. Opsætning af stengærder mellem hver af den enkelte bondes mange små parceller ville dertil både bremse og besværliggøre kørslen og markarbejdet.
Først med udskiftningens samling af landbrugsjorden under den enkelte gård samt opkomsten af flere og flere selvejerbønder var der for alvor motivation til at begynde at rydde markerne for sten. Nu var der kun bonden selv og ikke en emsig godsejer eller hele landsbyen, der skulle tages hensyn til. Hver en stump af den nye og ofte dyrt indkøbte jord skulle udnyttes. Ved Faaborg havde 50 bønder i 1784 fjernet så mange sten fra deres marker, at de alle havde sten nok til, at deres nye marker kunne indhegnes med stengærder. I forbindelse med udskiftningerne af jorden i Frederiksborg og Kronborg amter samlede bønderne marksten nok til, at der kunne opføres stengærder af en samlet længde på ca. 98 km.
