Husdyr & nytteplanterMad fra mark & skovMellemtrinUdskoling

Vintermad – nøjsomhed og luksus

Når bonden gjorde sit vinterforråd op, kunne det vise sig, at føden var knap – og der var langt til næste høst. Så skulle man spare på resterne og finde erstatninger og strække det der var tilbage. Hvis sulten nagede for længe, kunne folk blive fristet til at tage for sig af naturens ressourcer i form af vildt, selv om det var forbudt.

Museets udstillinger

Alderssvarende dialogbaseret rundvisning med fortællinger i udstillingerne.

Særligt fokus på midvinterens arbejdsopgaver i det selvforsynende bondehjem, skikke og tro og den tarvelige vintermad, hvor nøjsomhed og opfindsomhed var afgørende for overlevelsen. Vi ser også nærmere på fælder og fangstredskaber, som kunne anvendes i det skjulte, og straffen for at forbryde sig mod gældende lov.

Aktivitet

Eleverne opdeles i mindre grupper. De arbejder i køkkenet med fremstilling af et fælles vintermåltid efter gamle danske opskrifter. Maden laves på brændekomfuret. Ærtegrøden bliver erstatningen for hverdagsgrøden af byg og havre, og pandekager bliver lavet af bygmel. Kornet tærskes, renses og males til mel, og nøjsomheden betyder at kornet må drøjes med ærtemel og bygmel – avner og bark var også mulige drøjemidler.

Nogle elever vil arbejde med at håndtere (flå eller partere) og tilberede vildt og skabe et festmåltid som supplement til det ellers sparsomme måltid.

Eleverne dækker bord og spiser i fællesskab – god er fornemmelsen af at blive mæt selv under trange forhold. Hver gruppe præsenterer deres ret for resten af klassen og deler derved begejstring og læring.

 

Sværhedsgraden i forløbet tilpasses elevernes alder, og omhandler kornets betydning, kornet som middel til velstand og udvikling, kornets betydning i krige og fred, de gamle kornsorters oprindelse og betydning for fremtiden. Ved bagning laves ud over komfurmaden to slags brød: det drøjede brød og brød af forskellige gamle sorter. Smage, erstatning og sult er emneord til de ældste elever. Desuden tager vi fat på dilemmaet om den skæve fordeling af ressourcerne, og erkendelsen af at nød kan tvinge folk til at begå handlinger de ellers ikke ville have gjort.

 

Varighed: 4½ time – Pris: 1.900 DKK

Klassetrin: Mellemtrin, Udskoling

Fag: Historie, Dansk, Madkundskab, Biologi

Udarbejdes senere.