NyhederUncategorized @da

’VÅD JAGT’: STRAND- OG HAVJAGTEN RYKKER IND PÅ DET GRØNNE MUSEUM

Pramme, ænder og våben står klar til at fortælle den unikke danske historie om strand- og havjagten, når Det Grønne Museum åbner en ny særudstilling om emnet.

Den 16. marts 2019 rykker jagten endnu længere ind på Det Grønne Museums matrikel. Den dag kan museets gæster nemlig opleve den nye særudstilling om den farlige og folkelige jagt på havet: VÅD JAGT.

På havet har jagten været – og er stadig – for alle. Her har vind og vejr formet jægerne og deres udstyr, og bølgerne har krævet sine ofre, når der skulle hentes kød, fjer og dun på de danske fjorde, sunde og vige. Kravet til udstyret på havet har været funktion over form, men når jægerne gik i gang med håndarbejdet, blev pramme og især deres lokkefugle alligevel til regulære kunststykker.

Det kan du opleve i udstillingen…

Det får publikum selv syn for, når de besøger udstillingen, der tager dem med ud på fjorden en tidlig morgen. Her ligger lokkefuglene klar, prammene vugger, de første gæs trækker allerede højt på himlen, men i det fjerne kan der anes hvide skumprøjt fra bølgetoppene.

Udstillingen består blandt andet af nyt og historisk film- og billedmateriale, som er indsamlet blandt de danske jægere, en række danskproducerede pramme, smukke lokkefugle fra før og nu og naturligvis jægernes våben. Alt sammen sat i scene med stemningen fra jagten.

– Det Grønne Museum har en stor mængde meget fine genstande fra mere end hundrede års strand- og havjagtshistorie. Det har været en stor oplevelse at vælge genstandene og de gamle film, der på den ene side vidner om en kold, brutal og farlig jagtform, men også viser skønheden ved og forståelse for havets og kystens fugle, siger Troels Land, der er museumsinspektør med ansvar for jagtens kulturhistorie.

– Med vores nye særudstilling tager vi endnu et skridt mod at være et færdigfusioneret museum for jagten, skoven, landbruget og maden. Særudstillingen vises i vores store flotte hal, som i løbet af et par år skal rumme museets nye bud på en grøn og fremadsynet Danmarkshistorie. Mens vi her i 2019 arbejder med at rejse fondsmidler til de nye signaturudstillinger, afprøver vi med dette nye tema både mulighederne i den store hal samt forskellige udstillingsgreb. Og det er jeg mere end almindeligt glad for at kunne invitere Det Grønne Museums gæster ind til, siger museumsdirektør Anne Bjerrekær.

Udstillingen

VÅD JAGT

Særudstilling om strand- og havjagt.

Officiel åbning den 15. marts 2019 kl 13.

Åbner for publikum fra den 16. marts 2019.

Fakta om strand- og havjagt

  • Jagten på havet blev sat fri i 1840.
  • Alle med en flydedygtig pram og et jagtvåben har kunnet drive jagt på havet. I dag kræver det også et jagttegn, men jægeren behøver stadigt hverken eje eller leje jagt.
  • Den frie jagtform har betydet, at jagten især har været præget af fattige folk, fiskere og arbejdere fra havnebyerne.
  • På havet hentede jægerne både kød, dun og fjer til husholdningen.
  • Før 1931 var geværløbene ofte i enorme kalibre, så man kunne ramme flere fugle i ét skud. I dag er våbnene ofte halvautomatiske og med synetiske skæfter, men stadig i så stor kaliber, som loven tillader.
  • I dag er strand- og havjagt en populær fritidsbeskæftigelse, men sammenlignet med jagtformerne på land, er populariteten dalende.
  • Jagten på havet har været farlig. Den foregik om vinteren i små pramme og i dårligt vejr. På trods af moderne sikkerhedsudstyr, tager bølgerne stadig jægerne med sig i døden.