NyhederUncategorized @da

Oplevelser lige nu på Det Grønne Museum

Oplevelserne står som altid i kø på Det Grønne Museum ved Gammel Estrup, Auning. For tiden er der for eksempel begyndende forår i vores stalde, hvor du kan opleve vores dyr og deres unger.

Kalenderen siger stadig vinter, men på Djursland er vi allerede ved at lave de første strækøvelser til forår. I Det Grønne Museums stalde er den første spæde brægen fra vores gamle danske racefårs nye lam nemlig begyndt. Det er en sikker forårsbebuder. Vi har både klitfår og marskfår, som begge er gamle danske racer.

Kigger man forsigtigt ned i halmen ved kaninerne, kan man også få øje på vores helt nyfødte kaninunger.

Længere ude på marken slikker vores køer sol, og inde i udstillingerne kan du søge fordybelse og viden, spise din madpakke eller lege i vores legeområde.

I løbet af en normal uge er der også godt gang i vores værksteder, hvor vores dygtige frivillige fx står klar til at tage en snak i traktorværkstedet om onsdagen. Åbningstiderne i de andre værksteder varierer, så spørg i billetsalget.

HUSK: I hele februar får du et gratis årskort, når du køber entrebillet.

 

Forårsforedrag i marts

I marts holder vi stafetten varm på vores foredrag, som har trukket publikum til i både efteråret og sidste forår. Programmet ser således ud – klik på titlen for at læse mere:

 

Onsdag den 6. marts kl. 18
BAG OM BADEHOTELLET
Med seriens forfatter Hanna Lundblad og madhistoriker Bettina Buhl

 

Onsdag den 20. marts kl. 19
JAGTVÅBEN GENNEM TIDERNE
Med Jørgen Walseth fra Krigsmuseet/Nationalmuseet

 

Onsdag den 27. marts kl. 19
VIKINGETIDENS OG MIDDELALDERENS BONDEGÅRDE
med arkæolog Mette Svart Kristiansen

 

Så kig forbi Det Grønne Museum og få en oplevelse i jagtens, skovens, landbrugets og madens verden.

 

Se åbningstider

Billetpriser

Praktisk information