Årets gang - BondelivHusdyr & nytteplanterIndskolingMellemtrin

Kornhøst og roeoptagning

Kornhøsten har altid været årets højdepunkt og den travleste tid for bonden. Kornhøsten er resultatet af et helt års indsats: sidste års rensning og udvælgelse af det korn som skulle gemmes og sås ud på marken i foråret, efterårspløjningen, udspredning af møg, forårspløjning, såning og endelig tålmodig venten på at kornet skulle gro godt og at vejret skulle være med kornet og høsten.

Roeoptagning hører efteråret til, men vi kan starte lidt før og få en mere komplet oplevelse af bondens arbejdsopgaver i marken, ved at inddrage roerne i undervisningsforløbet.

Museets udstillinger

Alderssvarende dialogbaseret rundvisning i udstillingerne. I fokus er bondens selvforsyning og især kornet, høsten og husdyrenes betydning for bonden, bondelivet og de traditioner, der er forbundet med høsten. Eleverne får kendskab til de 4 kornarter og deres anvendelse før og nu.

 

Aktivitet

Eleverne deles i to grupper og arbejder i disse hele dagen. Eleverne tager roer op i marken med roejern, de vasker og rasper roerne og fodrer husdyrene med korn og roer. Køer, får, geder og kaniner fodres. Husdyrenes kulturhistorie og nytteværdi formidles. Før vi høster, spiser vi i fællesskab på høloftet– eleverne får fedtemadder og drikker øl (alkoholfri) og vi kigger ud over de uhøstede kornmarker så langt øjet rækker.  Kornhøsten foregår med segl, neg bindes og korn tærskes og renses. Dagen slutter på stubmarken med elevernes evaluering.

 

Varighed: 4-4½ time – Pris: 1.200 DKK

Udarbejdes senere.