NyhederKend dit land på Det Grønne Museum

‘Kend dit land’: Det Grønne Museum inviterer udenfor

I projektet ‘Kend dit land’ inviteres alle landets fjerdeklasser på “lær-dit-land-at-kende-tur”. Det Grønne Museum er naturligvis med i projektet og har flere undervisningsforløb klar.

Alle landets fjerdeklasser har fået muligheden for at stå på en bus foran deres skoler og stå af den igen i den anden ende af landet, hvor de skal udforske naturen, kulturen og historien i en anden egn. Ideen er udtænkt på tværs af fire forskellige ministerier, og 72,9 millioner kroner er øremærket på finansloven. Formålet er at øge børnenes kendskab til den mangfoldighed, som Danmark rummer.

Der er til projektet blevet udviklet 15 ture, der går på kryds og tværs af landet, og som alle rummer en række af de væsentligste besøgssteder i områderne. Det Grønne Museum er naturligvis med, og står klar til at invitere alle de besøgende fjerdeklasser til at fordybe sig i jagten, skovbruget, landbruget og maden i vores grønne rammer midt på Djursland.

Undervisningsforløb til Kend dit land

Oplevelse, fordybelse, aktivitet, læring og dannelse i undervisningsforløbene på Det Grønne Museum finder sted både inde og ude. Vi har udstillinger og indendørsfaciliteter, hvor eleverne kan arbejde, sanse og eksperimentere i tæt sammenhæng med vores skov, mark, husdyr og nyttehave. Temaerne i de tilrettelagte forløb vil variere – ligesom årstiderne – alt efter, hvornår man kommer på besøg:

  • August – september: Landbrugsforløb med kornhøst og tærskning
  • Oktober – november: Jagt- og madforløb; Vild mad, herunder vild mad, bål, fasaner og grønt fra haven
  • Februar – marts: Skovforløb med skovens produkter, langsav og snittebænke
  • April – juni: Madforløb med med grønt fra haven, eller Landbrugs forløb med får og uld.

Booking

Kontakt museumsformidler Rasmus Amtkjær, ra@dgmuseum.dk eller tlf. 87 95 15 37.

Forløbene kan ikke finde sted i perioden december 2019 til januar 2020. Forløb skal senest bookes tre uger før den ønskede dato for besøget.

Du kan naturligvis stadig booke vores normale undervisningsforløb hos vores dygtige museumsformidlere. Læs mere om dem her.

Du kan læse mere om projektet ‘Kend dit land’ her.