NyhederJagt og skov på skemaet på Det Grønne Museum

Der er investeret i ekstra hænder, ekstra lokaler og udviklet nye undervisningsforløb på Det Grønne Museum. Museets undervisningsafdeling står klar med nye forløb, hvor børn og unge aktivt kan lære om skov, jagt, landbrug og mad.

Da museerne Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum og Dansk Landbrugsmuseum ved årsskiftet blev til Det Grønne Museum betød det nye spændende fagområder for museets undervisningsafdeling. Opgaven lød på at formidle skov, jagt, landbrug og mad i et historisk perspektiv, og museet valgte derfor at udvide undervisningsafdelingen.

Den 1. marts 2017 ansatte museet skolelærer, naturmenneske og jæger, Rasmus Amtkjær, som de seneste ti år har arbejdet med skoleelever på mange forskellige klassetrin. Alle årene har der, udover de alm. skolefag, også været enten jagt eller håndværk på skemaet.

”Nogle af mine største oplevelser har jeg fået i naturen, og den glæde vil jeg gerne give videre. En glæde der også er forbundet med et fælles ansvar for at passe på vores natur. En ansvarsfølelse der kun opstår ved selv at færdes i det grønne i alt slags vejr og følge årets gang på nært hold både på mark og i skov. Samtidig skal vi også have forståelse for arbejdet der udføres i både skov og landbrug, og den opgave vil jeg meget gerne bidrage til at løse, så vores børn og unge får større kendskab til, at det land vi lever i, også er det land vi lever af,” siger Rasmus Amtkjær.

Han har sammen med museumsformidler Karen Schacht, der i flere år har stået i spidsen for skoletjenesten på Dansk Landbrugsmuseum, de seneste måneder arbejdet intenst på, at blive klar til det nye skoleår.

 

Udviklet og afprøvet nye undervisningsforløb

I store dele af 2017 arbejdede de to museumsformidlere på at udvikle nye undervisningsforløb med jagt og skov som fokus, og i den seneste periode har de afprøvet nye forløb på skoleelever. Til et af disse testforløb havde museet inviteret en 5. klasse fra Auning Skole med til bukkeparaden på nabomuseet Gammel Estrup –  Danmarks herregårdsmuseum, hvorefter eleverne var med til at forlægge råbukken og tilberede den over bål.

Udover de nye undervisningsforløb har museets eksisterende forløb fået en overhaling. Der blevet skåret til og finpudset, så mange nye tilbud nu er klar til det kommende skoleår. Derudover arbejdes der videre på endnu flere forløb – blandt andet et nyt rollespil om skovens folk.

Se de aktuelle undervisningsforløb her.

 

Bygget ekstra lokaler

Udover de nye undervisningsforløb har Det Grønne Museum også udvidet undervisningsfaciliteterne med yderligere 140 m2 i nye lokaler. Lokalerne indrettes til praktisk værksted, så der er mulighed for at gå på opdagelse, undersøge og studere både dyr og planter på nært hold.
”De nye lokaler lægger op til praktisk arbejder. For eksempel snitteværksted, papirfremstilling, afstøbning af dyrespor. Og udendørs skal vi have gang i bål, bueskydning og lave stenalderværktøj, så der bliver masser af liv både ud og inde,” siger Rasmus Amtkjær.