DM i Vildtmad 2019 – søndag den 3. november

Det bliver en vild dag på Det Grønne Museum, når danmarks bedste vildtkok skal findes. Hver en krog bliver fyldt med aktiviteter, smagsprøver, viden og oplevelser, der giver hele familien en duft af mad, jagt og natur.

 

Dm i vildtmad - parade

Aktiviteterne henvender sig til store og små, og I kan blandet andet opleve, hvordan jægerne forlægger vildtet, som det hedder, når de parterer det, blive imponeret af hundearbejdet og prøve kræfter med et ægte urvåben: bue og pil. Se mere om aktiviteterne herunder.

Alt sammen mens du selvfølgeligt kan komme helt tæt på landets bedste kokke, der tilbereder vildtet over åben ild.

Se tidspunkterne i programmet her.

Åbning: Parade og blæs

DM i vildtmad 3

Når jægerne samles, skal der altid blæses på jagthorn. Hornet bruges til at signalere beskeder – og til at ære det faldne vildt. Kokkekonkurrencen begynder nemlig med en parade over det nedlagte vildt, som lokale jægere fra Danmarks Jægerforbund, har nedlagt i dagene op til arrangementet. Til åbningsceremonien trækker kokkene lod om retten til at vælge lige det stykke vildt, de har set sig lun på til deres ret. Herefter går de i gang med arbejdet – og aktiviteterne på pladsen begynder.

Kokkekonkurrence: DM i Vildtmad

DM i vildtmad er en oplevelsesrig dag for hele familien

Gryderne koger, panderne syder og kommandoerne flyver gennem luften. Det er intenst, og der gås til stålet, når nogle af landets bedste kokke dyster om Danmarksmesterskabet i vildtmad. Finalisterne er udvalgt ud fra anonymiserede indsendte opskrifter med billeder, men på dagen skal de improvisere med de råvarer, der udleveres. Og du kommer til at stå på første parket, når kokkene folder sig ud.

Når retterne er færdige skal de anrettes, præsenteres og smages på af dommerne.

Konkurrencen er naturligvis hele dagens hjerte, og kokkene tilbereder deres kreationer over åben ild i et stort åbent telt foran Det Grønne Museums indgang.

Til at hjælpe publikum godt igennem alle aspekterne af konkurrencen kommer radiovært på Radio24syvs program “Jagttegn” og indædt jæger, David CP, der flankeres af madhistoriker og museumsinspektør på Det Grønne Museum, Bettina Buhl.

Mad-, jagt- og naturaktiviteter for børn og voksne

Pile og bueværksted til Dm i vildtmad

Før vildtet bliver til mad, skal våbene forberedes. Og i mere end 8.000 år har det våben været bue og pil – faktisk er verdens ældste bue fundet i Danmark. Selvom moderne jægere også er til krudt og kugler, går et stigende antal stadig på jagt med moderne versioner af bue og pil.

I dagens anledning kan du kl. 11, 12, 14 og 15 komme med på 15 minutters pop-up rundvisninger i Det Grønne Museums unikke samling af pile og buer, hvor en af vores museumsinspektører står for rundvisningen. Vil du hellere selv gå på opdagelse mellem montrene i Historisk Værksted, kan du også det.

Samme sted kan du fremstille din egen pil – næsten som i middelalderen – som du efterfølgende kan prøve på museets buebane.

I teltet ved buebanen kan du blandt andet møde museets buelaug, der sidder ved snittebænkene og laver langbuer – klar til at give dig et indblik i det imponerende håndværk. Alt sammen mens du luner dig ved skovkomfuret og den varme kakao, vi serverer.

Smagssansen kan du få masseret hos Rasmus Schmidt, der er kok med speciale i de vilde råvarer, og som sammen med sin bror har den normadiske jagt-restaurant Guns N’ Gourmet, hvor de leverer vildmarksgastronomi – ude i naturen, hvor det hele kommer fra. Til DM i Vildtmad står de klar med en række venner i Madens Hus og tilbereder smagsprøver opfundet på stedet af vildt og grønt fra den smagfulde historiske have på Det Grønne Museum.

Smagsprøver på mad over bål til DM i vildtmad

Oplev også...

hundeopvisning til DM i vildtmad

Jagthunden er jægerens tro følgesvend og til DM i Vildtmad, kan du få syn for sagen, når de dygtige hundefører viser, hvordan de arbejder med deres hunde.

Jægerne og fiskerne i Bliv Naturligvis stiller op med alle deres jagt-, fiskeri- og naturaktiviteter for børn. Blandt andet en jagt- og natursti, hvor I kan teste jeres viden. Hos jægerne kan I også besøge gevirværkstedet, og lave jeres egne smukke smykker af råbukkens opsats eller kronhjortens gevir.

Vinderne skal findes

Kl. 15 serverer den første kok sine kreationer for dommerne i Lysningen på Det Grønne Museum, og de næste kokke følge tæt i hælene. Alt detaljearbejdet kan følges lysningen ved Museumsbutikken – og på Vildt Gastronomis facebookside, hvor der livestreames. Ved Museumsbutikken kan du også smage på produkterne fra deltagerne i konkurrencens anden halvdel. Danmarks bedste vildtprodukt kåres nemlig også den 3. november. Her har flere af konkurrencens sponsorer også stande.

Kl. 16.30 kåres vinderne af både Årets Vildtret og Årets Vildtprodukt – og kl. 17 er en propfyldt og herligt dag til DM i Vildtmad slut.

 

Praktisk informationer

DM i Vildtmad 2019 afholdes på Det Grønne Museum ved Gammel Estrup – lige uden for Auning på Djursland. Konkurrencen afholdes af foreningen Vildt Gastronomi.

Det Grønne Museum er Danmarks nationale museum for jagten, skoven, landbruget og maden.

Prisen er for voksne 90 kr, og det er gratis for børn og unge under 18 år.

Hvis du vælger at ombytte din billet til et årskort, når du besøger os, koster et års adgang til Det Grønne Museum OG Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum kun 95 kr.

Danmarks Jægerforbund har som sponsor sikret gratis adgang til arrangementet og Det Grønne Museum for alle medlemmer af forbundet – så husk dit fysiske eller digitale medlemskort.

Bliver du ikke helt mæt af smagsprøverne, har vi masser af gode madpakkeområder både inde og ude, og dukan  også stille sulten i restauranten Den Gamle Stald, der ligger på museet, og som i dagens anledning blandt andet serverer tapas af vildt og rugbrødssandwich med vildtkød.

Find Det Grønne Museum